Minna Lindeberg og Jenny Lucander (ill.)
Minna Lindebergs (født 1968) og Jenny Lucanders (født 1975) Vildare, värre, Smilodon (”Vildere, værre, Smilodon”, ikke oversat til dansk) markerer en ny æra inden for finlandssvenske billedbøger.
Scenen er en børnehave hvor det både handler om at tilpasse sig og udfordre kollektivet. Miljøet i børnehaven giver plads til at skabe mangfoldighed og at berøre samfundsspørgsmål på en rammende måde. Lindebergs tekster er tidligere blevet illustreret af flere forskellige tegnere. For eksempel giver Liisa Kallios milde pastelverden i Pappa född lejon (2006) et helt andet indtryk end når Linda Bondestam eller som nu Jenny Lucander tegner farverige, nuancerede billeder. Lucander er en af de kunstnere som bliver fremhævet i den omrejsende billedbogsudstilling BY. Hun har illustreret Sanna Tahvanainens Dröm om drakar (2015) (nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2016), Flickan som blev varg afSofia Hedman (2014) og Singer (2012) af Katarina von Numers-Ekman. I Vildare, värre, Smilodon skaber Lucander en fyldig og nuanceret personbeskrivelse med subtile elementer hvor overgangene mellem den ydre virkelighed og de indre legelandskaber er umærkelige. Hun opløser opfattelsen af rum og behersker på fremragende vis billedbogens konventioner. Lindebergs tekst fungerer som et partitur som Lucander orkestrerer med stor finesse. Lucanders illustrationer og billedsprog udfordrer gennem hele bogen Lindebergs tekst i en dynamisk dialog.
Mødet mellem to selvstændige kunstnere slår gnister og giver læseren og lytteren glæden ved at forstå og opdage fortællingen selv på flere planer på samme tid.
Om kunsten at passe ind eller forgå
Pigerne i bogen, den udadvendte Annok Sarri og den eftertænksomme Karin Bergström er opslugt af deres venskab. At de benævnes med deres fulde navne er en markering af det umiskendelige børneperspektiv i fortællingen. Personalet i børnehaven er optaget af andre ting og forholder sig adspredt til børnenes handlinger. Til sidst går Annok amok og hamrer en dukke ind i et spejl så det regner med glassplinter. Dialogen mellem personalet og pigerne er sigende:
”– Vad tänker du på Annok Sarri? undrar Marianne. Tänker du överhuvudtaget?
– Nä, bara på skit tänker jag! skriker Annok.
– Det är snyggt med splitter, det liknar ett bankrån, säger jag för att trösta Annok.
Men min röst böjer sig så lätt för oljudet från dom vuxna.”
Lindeberg skriver stramt og præcist. At Annok deler navn med den norsk-samiske forfatter Annok Sarri Nordrå som har skildret en samisk piges assimileringsproces er en detalje i bogen som peger på en diskussion af etnicitet og oprindelse. Efter sit anfald flytter bogens Annok til Lapland, mere præcist til Karigasniemi, Utsjoki.
Klassekamp og feminisme light
Noget af det nyskabende i Vildare, värre, Smilodon er de udpræget klassemarkerede personer. Annoks far med sin kasket og det bistre ansigtsudtryk og Karins mor med skrigende rosa eller grønt hår og fyldte indkøbsposer fra Lidl bryder med det middelklasseperspektiv som er dominerende blandt nordiske billedbøger. Hjemme hos Karin ligger et nummer af kvindetidsskriftet Astra på bordet hvor Åbokunstneren Iiu Susiraja, som er kendt for at iscenesætte fedme og oprør på hjemmefronten i sine fotografier, viser sin tykke finger til betragteren hvilket gør personbeskrivelsen mere kompleks.
Billedfortællingen læner sig op af samtidige og kunsthistoriske traditioner med sine dekorative elementer. Nogle af siderne minder meget om Joseph Frank. Gennem samspillet mellem både kvindelige kunstnere og kunstverdenen i øvrigt udvider bogen sine berøringsflader. Det er også tidstypisk at bogen i så høj grad henvender sig til både børn og voksne. Kernen udgøres af en nervepirrende skildring af venskab og savn.
Lindeberg skaber ubesværet en spændvidde i pigernes fælles verden gennem Karins anlæg for det naturvidenskabelige. For eksempel bliver fortidsdyret Smilodon, den sabletandede tiger, et symbol på den forandring som pigerne gennemlever. På den sidste side eksisterer Karins storbyhverdag sammen med Annoks hverdag i Utsjoki hvor nordlyset hviler på himlen i en storslået vision om livet på vores nordlige breddegrader, og om hvordan længsel og samhørighed ophæver afstand.