Nordisk Råds Filmpris blev uddelt for første gang på forsøgsbasis i 2002 i forbindelse med Nordisk Råds 50 års jubilæum. Den blev permanent i 2005 og siden er den blevet uddelt hvert år sammen med Nordisk Råds andre priser for musik, litteratur og miljøarbejde.

Play er en intelligent observation baseret på autentiske eksempler på mobning. I det centrale Göteborg mobbede en gruppe drenge mellem 12 og 14 år andre børn i 40 tilfælde mellem 2006 og 2008. De brugte et detaljeret system kaldet ”lillebrortricket” eller ”brortricket”, som i højere grad bestod af avancerede rollespil og banderetorik end af fysisk vold.