Handlinger tilknyttet webside

Josefine Klougart (Danmark)

Stigninger og fald

172 sider.

Rosinante 2010

Josefine Klougarts (f. 1985) roman Stigninger og fald er ikke en roman i traditionel forstand, hvor man skal lede efter handling og plot. Det er en roman, der udgør et sprogligt rum, som læseren kan træde ind i. Men dette sproglige rum refererer samtidig til et virkeligt sted og en virkelig tid, det beskriver i al sin kompleksitet en barndom på Mols i 1980’erne og 1990’erne. Hovedpersonen i bogen, bogens jeg-fortæller, hedder Josefine som forfatteren, hun vokser op i en familie med far og mor og to søstre, en storesøster og en lillesøster. Og nok så vigtigt hesten Molly, som hun får i begyndelsen af bogen, og som hun mister i bogens slutning.

Romanen består af korte afsnit, der ikke er bundet sammen af kronologi, men hver især fremstår som intense øjeblikke, båret af sansningens overskridende art og erkendelsesmæssige tæthed. Med stor sikkerhed flettes de enkelte sætninger sammen – som på det større plan de enkelte afsnit væves sammen til den helhed, der er bogen. Det er længe siden, der på dansk er skrevet så smukt, med en sådan musikalitet og en sådan autoritet i forhold til sproglig rytmik og billeddannelse. Billedsproget står centralt i bogens poetik.

Der skrives i associative kæder af sammenligninger og i skred af metaforer, der fører til nye metaforiske forløb. Hvert led i disse billedkæder har lige vægt, egentlig forklarer sammenligningen ikke det første led, den udvider det rum, hvori begge led findes, og som giver plads for en yderligere udvidelse i et tredje led. Sammensatheden er øjeblikkets, hvert øjebliks, inderste kendetegn, og det er denne bogs vilje at finde et sprog for øjeblikket, det vigtige nu, barndommen – eller en hvilken som helst livsfase – til stadighed samler sig om.

Bogens motto er William Carlos Williams’ berømte digt om den røde trillebør, hvoraf så meget afhænger. Den præcist sansede trillebør, der tilsyneladende ikke er betydningsbærende, men som netop i al sin almindelighed, sprogligt sanset, får betydning. Det er i sproget, at denne betydning opstår. På samme måde i Josefine Klougarts bog. Betydningen, de bevægende stigninger og fald, finder sted i en sprogets landskabelighed.

Denne sproglige bølgen har forbilleder i en modernismens bevidsthedsstrøm, men er selvstændig, har sin egen tone, finder sin egen vej til at benævne ”alt det, der har sit eget liv” (p. 41). Og alt er set med et ydre såvel som et indre syn. Med det eksakte sted – Mols – som poetisk ståsted. Romanen giver ord for lister af ting og øjeblikke i verden, den påpeger roligt og mildt, ”at lister er vigtige, ikke hvorfor de er det, men simpelt hen at de er det” (p. 103).

Der er passager i denne bog, hvor sproget lyder som sproget selv, som om det inderst i sig fragter en indsigt, der ikke kan omskrives eller genfortælles, men kun kan erfares i form af netop disse sætninger. Denne egenskab ved litteratur karakteriserer det klassiske værk, som vi kender dem fra vores største digtere, i særdeleshed J. P. Jacobsen. Som indledningen til begravelsesbeskrivelsen (p. 131): ”Ud over lyng er der roser, ud over roser og lyng er der min mors bror, Anders, der spiller violin i kirken.”

”Det er alt sammen meget usentimentalt,” får vi at vide (p. 137), da meddelelsen gives om Mollys knæled, at de er slidt ned. ”Det er knogle mod knogle, kan jeg forstå. Så jeg nikker. Det er sådan det må være.” Dødens nærhed. Iblandt mennesker og iblandt dyr. Dødens uafvendelighed og sprogets nøgterne omfavnelse af vilkårene, og hen til døden livets intenst oplevede øjeblikke, at rumme det. Det er bogens projekt.

Man kan læse Stigninger og fald på mange måder. Er man følsom over for sproglig artikulation, vil man tabe vejret; er man en cool intellektuel, der søger indre linjer, vil man begynde at føle; og er man den blinde læser, der farer på, vil man begynde at se.

Asger Schnack