En historie om offer og ild.

Ida Jessen: ”Børnene.”

Roman. 320 sider

Gyldendal 2009.

Centeret i Ida Jessens roman ”Børnene” er usædvanligt og kan nedskrives til følgende ”sensationelle” hovedsætning:
32-årig kvinde forelsker sig lidenskabeligt, mister af samme grund mand og datter, men flytter derefter til den anden ende af landet, som hun intet kender til, for at opretholde kontakten til datteren, som faderen har tilkæmpet sig forældreretten over.

Hovedpersonen Solvej flytter ind i et øde beliggende hus, hun har intet arbejde og ex-manden, som lever i et nyt parforhold i den lille nordjyske landsby Hvium, er ikke til sinds at lade Solvej se datteren Christiane, som er 5-6 år, mere end hver 14 dag, som loven foreskriver.

I den  smerteligt selvvalgte ensomhed møder Solvej den effektive og afstumpede maschio-mand Søren Martinsen og indleder et vildt blussende og fuldstændig primitivt seksuelt forhold til ham. Han ankommer næsten dagligt i sin firhjulstrækker og smækker døren til huset op: ”Han bad hende aldrig om at røre ved sig. Han ville bare ind i hende, og sådan skjulte hun sig for ham.” Men Solvejs egen erotiske besættelse dominerer kontrapunktisk over hendes ønske om at tilbageerobre positionen som mor: ” – der var en brand indeni. Hun kunne ikke være mor, når den brændte så stærkt. Hun blev jaget fra den ene ende til den anden af sig selv.” Denne liderlige lidelseshistorie synes at ville jævne Solvej med jorden. Kampen mellem lidenskab og moderskab bliver smerteligt balanceret på en knivsæg. Lidenskab og lidelse, lidande og lidelsefullhet, alle disse nordiske ord glider ind over hinanden i en glødende og ondskabsfuld ringdans.

Det er rejsen ind i dette bitre hav af ild, som udgør centeret i ”Børnene”. I en rig verden af bifigurer – også i datteren Christianes senere kærlighedsliv og hendes hævntogt mod moderen – gennemspilles hovedtemaet, hvor kvinderne er tegnet tydeligst og mændene ofte fader ud som en art evige bifigurer. Om Solvej hedder det: ”Tobias eller Søren eller en helt tredje, det betød ingenting, det var det velkendte i hende selv, hun ville frem til.” Eller senere i romanen: ”Denne nøgne mand. Hun vidste med sig selv, at han var den sidste, hun ville møde. Han dækkede over de andre mænd, hun havde kendt, de gamle, de milde, de hårde, de blide, dem der ikke havde haft plads til hende og dem, der havde været så vilde med hende, at hun ikke kunne holde det ud.”

Romanen indeholder bevægende og lyriske passager og er hele tiden drevet fremad af en stor fortælleglæde.
Det er en historie om offer og ild og den nydelse offeret påfører det menneske, der tager det på sig. En selvmodsigende, men stærkt talende og vild tragedie.

Ida Jessen er født 1964. Hun har skrevet 7 romaner, 4 novellesamlinger og en række børnebøger. En del af bøgerne er oversat til flere sprog. Nogle af dem foregår i den lille nordjyske, men fiktive landsby Hvium.

Sven Holm