Anne Sofie von Otter

Anne Sofie Von Otter
Photographer
Richard Dumas
Mezzosopran

Anne Sofie von Otter (f. 1955) er Nordens mest kendte operasanger uanset kategori, og mange ville uden tøven også kalde hende den bedste. Med udgangspunkt i sin mezzosopranstemme synes hun at beherske samtlige roller i sang- og operarepertoiret fra alt til sopran. Dirigenter og medmusikere verden over elsker den supermusikalske von Otter – både takket være og på trods af hendes stærke kunstneriske integritet. Det har ført til en lang og uafbrudt karriere på topniveau med konstante engagementer på de mest berømte koncertscener og operahuse.

Hendes bagkatalog burde være nok til at sikre hende en plads i Guiness Rekordbog: Mere end 150 cd-udgivelser, heraf over 50 soloalbums. Det seneste, Douce France, sikrede hende i 2015 en Grammy for bedste vokalartist. Med sin ubændige kreativitet skaber von Otter nye konstellationer og dermed ny kunst – alt fra samarbejde med Elvis Costello og Brad Mehldau, udgivelse af forbudte sange fra koncentrationslejren Theresienstadt og uropførelser af værker, der er skrevet specielt til hende. I forbindelse med sin 60-årsdag i maj synger hun i Péter Eötvös nye opera i New York.