Nordisk Råd uddeler hvert år fem priser: Litteraturprisen, Filmprisen, Musikprisen, Natur- og miljøprisen og fra 2013 Børne- og ungdomslitteraturprisen.
Nordisk Råds priser er med til at synliggøre det tætte nordiske kultursamarbejde. Formålet med kulturpriserne er at øge interessen for de nordiske landes litteratur, sprog, film og musik. Natur- og miljøprisen belønner den ekstraordinære indsats for det bæredygtige Norden.
Nordisk Råds priser regnes blandt de mest prestigefyldte priser i Norden og nyder stor international anerkendelse. Litteraturprisen er den ældste af de fem priser. Den blev uddelt første gang i 1962 og blev siden efterfulgt af Musikprisen (1965), Natur- og miljøprisen (1995), Filmprisen (2002) og Børne- og ungdomslitteraturprisen (2013).
Priserne er hver på 350.000 danske kroner og uddeles i forbindelse med Nordisk Råds årlige session.