Blot fem dage efter Berlinmurens fald talte Nordisk Råds præsident Karin Söder på Nordisk Råds ekstrasession om Europapolitik i Mariehamn på Åland 14.november 1989:

”Medan vi samlas här ljuder ropen på frihet och demokrati allt högre i de europeiska grannländerna där det hittills varit rätt sparsamt med den varan. Dessa rop på stöd från oss bättra lottade nordliga demokratier… …Nordiska rådet kan inte förbli en ren åskådare inför denna proces”.

Nordisk Råd nøjedes da heller ikke med at være tilskuere. Allerede i 1990 – altså inden Sovjetunionens opløsning og de baltiske landes genvundne selvstændighed – blev der taget kontakt til politikere i Baltikum.

Allerede i september 1989 havde forhenværende statsminister Anker Jørgensen fra Danmark foreslået, at en lille gruppe parlamentarikere fra Nordisk Råd skulle rejse til disse lande for at drøfte miljøspørgsmål. Det endte med, at fem parlamentarikere rejste til såvel Moskva som de baltiske hovedstæder i oktober 1990.

Efter et møde i Moskva på denne rejse, noterede sekretæren for den danske delegation til Nordisk Råd:

”De konservative kræfter er ret stærke for tiden, selv om de ikke rummer andre ideer, end at man skal blive i det gamle system”.

Men der var andre kræfter, som ønskede systemskifte.

Ved Nordisk Råds session i København i slutningen af februar 1991 deltog repræsentanter fra de baltiske republikker, der måneden før havde oplevet dramatiske scener i Vilnius og Riga.

Efter selvstændigheden fik Nordisk Råd et tæt samarbejde med den nye søsterorganisation Baltisk Forsamling.

Efterhånden blev der også et tættere samarbejde med russiske parlamentarikere.

I 1996 flyttede Nordisk Råds sekretariat fra Stockholm til København til samme adresse som Nordisk Ministerråds sekretariat.

Samarbejdet udvikler sig fortsat og Nordisk Råd har skabt kontakter til politikere i mange lande udenfor Norden.

Fra 2007 har der således været kontakt til såvel opposition som regering i Belarus (Hviderusland).