I årene frem til 1949 forsøgte politikerne at skabe en skandinavisk forsvarsunion, men det mislykkedes, da Danmark, Norge og Island valgte at gå med i den vestlige forsvarsalliance NATO.

I slutningen af 1940’erne var der også forsøg på at samle Danmark, Norge og Sverige i én integreret økonomisk toldunion. Det lykkedes heller ikke.

Den daværende danske handelsminister Jens Otto Krag – senere statsminister de fleste år i perioden 1962-1972 - skrev besk:

"I mit kontor i Handelsministeriet i København har jeg et skab, hvori jeg opbevarer vigtige dokumenter. Her har jeg en skuffe der bærer titlen ”Undersøgelser og referater vedrørende nordisk økonomisk samarbejde”. Den er stuvende fuld. Den bugner med papir. Der findes ingen skuffe, der hedder ”Resultater af nordisk samarbejde” – men fandtes den, vilde den vist desværre være – ikke helt tom – men i hvert fald en hel del tyndere belagt".

Ud af disse to fiaskoer voksede imidlertid en succes.

Initiativet kom fra den danske statsminister Hans Hedtoft, der på Nordisk Interparlamentarisk Forbunds 28. delegeretmøde den 13.august 1951 foreslog at skabe et organ, hvor nordiske parlamentarikere regelmæssigt kunne mødes til samråd – også med de nordiske regeringer.

I løbet af 1952 blev forslaget vedtaget af Danmark, Island, Norge og Sverige.