Handlinger tilknyttet webside

4. Regler for sessionens gennemførelse

Præsident: Bertel Haarder

Præsidenten: Vi går til punkt fire på dagsordenen: Regler for sessionens gennemførelse 2011, Dokument 2, som er blevet delt ud i salen.

Jeg skal især gøre opmærksom på den at-sætning, hvoraf det fremgår, at alle punkter på dagsordenen får den behandlingstid, som er afsat i dagsordenen. Hvis debatten kommer til at overskride den afsatte tidsramme foreslås det, at præsidenten kan afslutte debatten selv om der stadig er talere på talerlisten.

Bemærk, at der er mulighed for, at alle gæstende parlamentarikere kan tale i generaldebatten samt i udenrigs- og forsvarsdebatterne.

Kan plenarforsamlingen godkende forslaget? Svaret er JA.

  • Rådet besluttede at godkende Dokument 2.

Præsidenten: Jeg beder deltagerne om at være opmærksomme på, at forhåndstilmeldinger til talerlisten skal indleveres senest 20 minutter før debatten begynder. Rådssekretariatet tager imod tilmeldinger til talerlisten i lokale 1-009.

Tilmeldinger til talerlisten efter dette tidspunkt skal gøres til podiet.

Rækkefølgen af talerlisten fremgår kun af skærmen foran jer – ikke af storskærmen. Af storskærmen fremgår, hvem der taler.

I lokale 1-009 tager man også gerne imod talemanuskripter fra kommende talere.

Jeg skal også gøre opmærksom på, at justerede taler tilbageleveres bagest i salen til højre, hvor de lægges i en bakke.

Samtidig skal jeg informere om, at alle som ønsker ordet skal trykke på knappen ”ØNSKER ORDET”, som findes længst nede til højre på skærmen.

Det skal bemærkes, at man skal rejse sig op, når man taler fra sin plads. Mikrofonen er meget følsom og man skal derfor så vidt det er muligt undgå at justere på den.

Udover reglerne om taletid ved sessionen gælder naturligvis også de regler for sessionen, som fremgår af Nordisk Råds arbejdsordning.

Information om, hvordan afstemninger skal foregå vil blive givet, når det bliver aktuelt.

Jeg skal informere om, at præsidenten vil være meget opmærksom på, at taletiderne i debatten følges.

Afslutningsvis vil jeg minde jer om, at alle mobiltelefoner i salen skal være slukket samt at rygning i salen er forbudt.