Handlinger tilknyttet webside

Bertel Haarder (Hovedindlæg)

Dato
28/10 2009
Dagsordenspunkt
10. Energi og klima
Taler
Bertel Haarder

Formålet med det nordiske globaliseringssamarbejde er at fokusere samarbejdet på fælles udfordringer og på fælles muligheder på områder, hvor der er en nordisk merværdi, og det vil sige, hvor en fælles indsats giver et bedre resultat end en indsats i landene hver for sig. Det vil være til gavn for borgerne og for virksomhederne, og samtidig giver vi derved det nordiske samarbejde en opgave, som giver samarbejdet stor legitimitet i befolkningerne.

 

Statsministrene har med globaliseringsindsatsen givet os en opgave, som kun kan løses, hvis vi tænker nyt, går nye veje. Samarbejdsministrenes redegørelse til statsministrene er oversendt til Nordisk Råd. Der kan man se, hvor langt vi er kommet. Som det ses, har der i løbet af året været fokus på initiativer, som søger at understøtte et positivt resultat på klimatopmødet i København. Det gælder ikke mindst topforskningsinitiativet på klima-, miljø- og energiområdet, som er et efter min mening vellykket flagskib.

 

Også den store begivenhed Nordisk Energi-expo, som internationalt omtales som Nordic Climate Solution, har givet profil til det nordiske samarbejde. Under globaliseringsinitiativet med fokus på indspil til klimaforhandlingerne har den nordiske COP15-gruppe bl.a. arrangeret uformelle møder mellem de globale forhandlere. Ud over globaliseringsforummet ved rigsgrænsen i Nordsverige vil jeg også nævne globaliseringsforummet i Den Blå Lagune i Island i februar i år. Her kom der mange gode forslag på klima- og energiområdet, herunder, at Norden skulle blive ”the green valley of Europe”. Det er en idé, som Baltic Development Forum har taget videre tidligere på denne måned.

 

Der er også andre initiativer. For eksempel er et af de fællesnordiske initiativer under EXPO 2010 i Shanghai en nordisk klimadag. Jeg vil også nævne, at det nordiske globaliseringsinitiativ har givet genlyd andre steder i Europa, eksempelvis i de baltiske lande og i EU.

 

Samarbejdsministrene har netop i denne måned godkendt igangsætningen af nye initiativer: kultur og kreativitet, helse og velfærd, klimavenligt byggeri, energi og transport og eScience under det nordiske forsknings- og innovationsområde. Og finansministrene er kommet med ideer på visse konkrete områder i en mulig opfølgning på COP15 i form af den såkaldte clean development mechanism og joint implementation som led i nedbringelsen af CO2-udledningen.

 

De nye initiativer skal nu videreudvikles i de relevante ministerråd, og det starter i det nye år. Processen begyndte for et lille års tid siden. Når der er så mange ideer og indspil, kan alle selvfølgelig ikke få deres forslag gennemført, men der er skabt gode kompromisser. Der har været et godt samarbejde, og vi samarbejdsministre ser frem til resultaterne også af de nye initiativer og glæder os over, at stort set alle ministerråd nu er involveret i samarbejdet. Det er godt, nu trækker vi i samme retning.

 

Jeg vil gerne takke Nordisk Råd og også ministerrådets sekretariat med Halldòr Àsgrimsson i spidsen og også mine samarbejdskolleger. Jeg vil gerne takke dem og glæde mig over, at det, der er sket de sidste 30 år, hvor jeg enten tæt ved eller på afstand har fulgt det nordiske samarbejde, er, at vi har fået færre møder, vi har fået mindre papir, og til gengæld får vi flere resultater. Og det er den vej, vi skal fortsætte under det danske formandskab. Tak.