Henrik Dam Kristensen (Spørgsmål)
- Dato
- 29/10 2009
- Dagsordenspunkt
- 12. Samarbejdsministrenes spørgetime
- Taler
- Henrik Dam Kristensen
Mange tak. Jeg tillader mig at stille spørgsmålet til den danske minister, fordi Danmark overtager formandskabet. Det er sådan, at Medborger- og Forbrugerudvalget tog initiativ til at undersøge, hvor store gebyrer man betaler ved grænseoverskridende betalinger mellem nordiske lande. Man sendte 100 kr. mellem de forskellige lande, og der blev brugt Danske Bank, Postbanken, Handelsbanken, Nordea og Føroya Banki. Og det viser sig rent faktisk, at hvis man sender 100 kr., kan det koste 50 kr. i gebyr at sende dem, men det kan også koste 50 kr. i gebyr at modtage dem. Det gælder f.eks., hvis man har en bankoverførsel fra Finland til Norge eller Færøerne. Så er der altså 0 kr. tilbage, det hele er taget i gebyrer. I Sverige er det lidt bedre. De betaler ikke gebyrer, men i alle de andre lande vil man næsten ingenting få ud af sine 100 kr.
Derfor vil jeg takke samarbejdsministeren for, at forbrugerspørgsmålene nu er kommet på dagsordenen, men samtidig spørge: Viser det her ikke, at vi er nødt til at sætte alvorligt ind i forbrugerspørgsmål, fordi vi her har nogle grænsehindringer, hvor det er forbrugerne, der bliver snydt?
