Handlinger tilknyttet webside

Henrik Dam Kristensen (Hovedindlæg)

Dato
29/10 2009
Dagsordenspunkt
15. Sundhed, kultur og samfund
Taler
Henrik Dam Kristensen

Tak, hr. præsident.

 

Der findes desværre adskillige eksempler på, at der er forhindringer for forbrugerne − ting, som generer dem i deres dagligdag. Det kan være bankgebyrer, telefonafgifter, forsikringer eller bankkonti bare for at nævne nogle få eksempler. På trods af det er der i Nordisk Ministerråd sket en nedprioritering af forbrugerområdet.

 

Som led i struktur- og moderniseringsarbejdet blev det i 2005 besluttet at nedlægge forbrugerministerområdet, på trods af at Nordisk Råd erklærede sig stærkt uenig i den beslutning. Utallige eksempler på forbrugerpolitiske grænsehindringer, der generer nordiske borgere i hverdagen, har vist, at der er behov for fokus på forbrugerpolitikken i Norden. Medborger- og Forbrugerudvalget ønsker at bringe forbrugerpolitikken tilbage på dagsordenen.

 

Der har tidligere eksisteret et samarbejde mellem de nordiske forbrugerorganisationer og

-myndigheder og forbrugerindustrien, og i alle de nordiske lande er der både engagement og bred opbakning til forbrugerpolitiske anliggender. Dette fælles engagement ønsker udvalget at styrke ved at få genetableret det forbrugerpolitiske samarbejde i Norden, og det vil vi gøre gennem oprettelsen af et netværk, der kan understøtte en styrket nordisk forbrugerpolitik og medvirke til, at forbrugerpolitiske grænsehindringer fjernes.

 

Det er på den baggrund, at vi foreslår Nordisk Ministerråd at skabe et nordisk netværk med repræsentanter for organisationer, foreninger, myndigheder og erhvervslivet, der beskæftiger sig med forbrugerpolitik. Netværket skal søge en fællesnordisk tilgang til europæisk og international forbrugerpolitik, finde løsninger på de forbrugerpolitiske grænsehindringer, koordinere den nationale forbrugerlovgivning og styrke rettighederne i Norden. Og der skal oprettes et projekt, der har til formål at understøtte forbrugernetværket, således at netværket har mulighed for at mødes jævnligt og afholde konferencer. Vi mener, at projektet skal administreres af en deltidsmedarbejder, og det kan lægges sammen med en anden portefølje enten under Nordisk Ministerråds Sekretariat eller gennem en deltager i netværket.