Handlinger tilknyttet webside

Søren Søndergaard (Replik)

Dato
27/10 2009
Dagsordenspunkt
5. Nordisk topmøde
Taler
Søren Søndergaard

Tak, fru præsident. Jeg havde egentlig forestillet mig at stille spørgsmålet til statsminister Reinfeldt, men han er jo gået, så jeg må nøjes med den danske statsminister. Men det går vel også. Hvis vi skal styrke Nordens stemme i EU, skal vi jo ikke starte med at opgive noget af det, som har været den største succes for Norden. En af de største succeser for Norden har jo været vores arbejdsmarkedsmodel, en model, hvor der på arbejdsmarkedet har været stor frihed for de faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationerne til at nå frem til nogle aftaler, som man så er stået bag. Derfor er det meget bekymrende, at EU er gået ind og har blandet sig i form af nogle domme – Vaxholmdommen, Viking Line-dommen, Luxembourgdommen og Rüfertdommen – som har undermineret det her, og som har lagt op til muligheder for social dumping, hvor man kan underbetale f.eks. polske arbejdere, der arbejder i vores lande. Det er vi imod, vi går jo ind for, at folk skal behandles lige. Der skal ikke være a- og b-overenskomster.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Hvad har de nordiske lande i EU så gjort for at tage det her spørgsmål op i EU? Den europæiske fagbevægelse har jo rejst ønsket om en social protokol, og Europa-Parlamentet vedtog før valget med stort flertal at opfordre til, at man skulle tage udstationeringsdirektivet op til overvejelse i Kommissionen. Det har Kommissionen ikke gjort. Men der sidder jo nogle statsministre i Rådet, f.eks. den danske statsminister og den svenske statsminister: Har I snakket sammen om, hvad I kan gøre? Er det f.eks. noget, I vil tage op her på det næste topmøde eller det kommende topmøde igen? Helt konkret: Hvad vil I gøre for at få sat en stopper for social dumping?