Handlinger tilknyttet webside

Katrín Jakobsdóttir (Hovedindlæg)

Dato
28/10 2009
Dagsordenspunkt
7. Generaldebat
Taler
Katrín Jakobsdóttir

Præsident! Samarbejdsministrene enedes på deres møde i september om at intensivere grænsehindringsarbejdet ved at sætte det på dagsordenen i samtlige ministerråd. Derved sættes et vist pres på at opretholde tempoet i denne vigtige virksomhed og skærpe fokus på grænsehindringer i det samlede nordiske samarbejde.

 

Hovedudfordringen på sprogområdet er at forbedre de unges forståelse af nordiske sprog, da undersøgelser viser, at den forringes år for år. Den nye organisering på sprogområdet, der trådte i kraft den 1. januar 2009, muliggør et skarpere fokus på netop denne målgruppe. På Islands initiativ og under Danmarks ledelse vil man igangsætte en kampagne, der har til hensigt at styrke sprogforståelsen.

 

I maj måned 2009 lanceredes et stort nyt websted for børn og unge – ”Norden før og nu” – der også er et lod på vægtskålen med hensyn til at styrke den skandinaviske sprogforståelse. Webstedet produceres af Danmarks Radio i samarbejde med de øvrige nordiske public service-stationer og NORDBUK.

 

Ministerrådet for uddannelse og forskning har iværksat en samlet nordisk tiltagspakke i forbindelse med klimatopmødet i København – bl.a. gennem initiativet til den første nordiske klimadag den 11. november.

 

Inden for ministerrådet for kultur har en arbejdsgruppe vurderet den omfattende kulturreform, der blev iværksat i 2007. To kulturforummer er i den sammenhæng afholdt for at drøfte forskellige problemstillinger med kunstnere, kulturarbejdere, administratorer og politikere. Videre er der udarbejdet et forslag til samarbejde omkring et kulturpartnerskab inden for Den Nordlige Dimension. Det har fået bred opbakning, og en endelig beslutning om etablering af samarbejdet tages af EU i november.

 

Inden for sagsområdet for sundhed og velfærd har man fokuseret på at styrke institutionerne, ikke mindst nu efter krisens gennemslag. Det er derfor en glæde at kunne meddele, at samarbejdet er blevet opprioriteret, og at der med en samlet indsats er etableret et Nordens Velfærdscenter, NVC.

 

Ligestilling er en fast faktor i det nordiske samarbejde. Under Islands formandskab i 2009 er dette tydeliggjort med flere begivenheder. Bl.a. var køn og klima på agendaen i FN ved Kvindekommissionens møde først på året. En lignende event planlægges under klimatopmødet i København.

 

Præsident! Ministerrådet for erhverv, energi og regionalpolitik har udarbejdet et nyt handlingsprogram for perioden 2010-2013. Målsætningen er bl.a. at øge andelen af vedvarende energi, udvikle grønne drivmidler og forhøje energieffektiviteten i transportsektoren.

 

Samarbejdet om informationsudvekslings- og skatteaftaler med finansielle offshorecentre har været særlig udbytterigt. Der er indgået aftale med fem offshorecentre i løbet af 2009 og med otte andre helt fra projektets start i 2006. De nordiske lande er nu blandt de lande i verden, der har indgået flest skatteaftaler med de såkaldte skatteparadiser.

 

Nordisk Ministerråd har i 2009 bidraget aktivt til handlingsplanen for EU’s Østersøstrategi. Med sine kontorer i de baltiske lande, Kaliningrad og Nordvestrusland har ministerrådet et unikt netværk i Østersøregionen og stor erfaring med grænseregionalt samarbejde. Mange af de pågående aktiviteter kan udvides til at omfatte flere lande omkring Østersøen til gavn for hele regionen.

 

Nordisk Ministerråd lægger stor vægt på demokratiudviklingen i Nordeuropa. Det finder sit udtryk både i støtte til ngo-projekter i Østersøregionen med partnere fra Nordvestrusland og Hviderusland og i forhold til det hviderussiske eksiluniversitet European Humanities University i Vilnius.

 

Også Nordens naboer i vest, særlig Canada, er rykket op på ministerrådets agenda, og det understøttede Island under sit formandskab. Der er tydelig interesse i Canada for samarbejde om forskning og innovation inden for kultur, klima, miljø og energi.

 

Nordisk Ministerråd har også fået en ny og mere fokuseret strategi om bæredygtig udvikling, der berører flere sektorer.

 

Til sidst vil jeg nævne lanceringen af kulturministrenes globaliseringsinitiativer, som jeg som formand i tre ministerråd fik den ære at præsentere under den internationale filmfestival i Toronto.

 

Her har jeg kun fået kort tid til at berøre en del af de mange gode resultater, Ministerrådet har opnået i årets løb. En nærmere beskrivelse af det betydningsfulde globaliseringsarbejde gives i en specifik redegørelse til Nordisk Råd. Tak.