Line Barfod (Hovedindlæg)

Tak. Der har jo de senere år været talt meget om det store globaliseringsinitiativ. Jeg synes, det er vigtigt at minde om, at det var Nordisk Råd, der oprindelig tog fat i den rapport, der blev udarbejdet af Mandag Morgen – tog fat i, at vi fik kortlagt en række værdier og muligheder for det nordiske samarbejde, og sagde, at hvis det her skal løftes, er det afgørende, at det har en parlamentarisk forankring, som det, der lige blev diskuteret før under replikskiftet. Men det er også vigtigt, at det har en folkelig forankring, for det, der er styrken i det nordiske samarbejde, det, der er styrken i vores samfund, er netop det folkelige og den folkelige forankring.

Derfor er det et kæmpe problem, at ministerrådet, da de opdagede globaliseringsprocessen og gik ind i den, overtog den. De ville nærmest ikke have nogen dialog, hverken med parlamentarikerne fra Nordisk Råd eller med de folkelige organisationer. Hvis vi for alvor skal udvikle de nordiske samfund og fortsætte ad den vej, hvor det er demokratiet, der er styrken, er vi nødt til at have de folkelige organisationer med. Det nytter ikke at tro, at man i Norden bare kan lave nogle elitetopmøder, hvor det kun er eliten, der mødes, og at man der skulle være i stand til at gøre noget i Norden, som kunne konkurrere med andre store regioner, andre store økonomier i verden. Det, vi kan, og det, der har gjort os stærke, er netop, at vi satser så meget på at få befolkningen med, have de folkelige organisationer med, sikre, at der er demokratiske beslutninger.

Derfor er det afgørende, at ministrene går ind og begynder at tage de folkelige organisationer med, har et tæt samarbejde med Foreningen Norden, med miljøbevægelser, med fagbevægelser – alle de mange, der kan være med til at mobilisere befolkningerne. Det er simpelthen det, der vil kunne gøre, at vi i Norden fortsat kan udvikle vore samfund. Hvis man kun satser på eliten, kun på topforskning, kun på at skulle efterligne USA, må jeg sige, at det bliver vi ikke i stand til. Hvis man satser på, at vi skal øge uligheden og have lavere lønninger og konkurrere med Asien på dårligere lønninger og arbejdsvilkår, går det den forkerte vej. Man er nødt til at satse på det, der har gjort os stærke, og som er det, som har gjort, at vi har det folkelige med, at vi har en høj grad af velfærd, og at vi sikrer, at alle er med. Det er det, vi kan, og det kræver, at vi har det folkelige med.

Et konkret eksempel: Da man besluttede at satse på nordisk mad, gik ministerrådet ind og fandt en række kokke og sagde, at de nu skulle satse på nordisk mad. Der var kun mænd! Så var vi nogle, der spurgte, hvorfor der ikke var nogen kvinder med, og vi fik det svar fra ministerrådet, at der ikke var nogen kvinder i Norden, der havde udviklet nordisk mad. Det fik en række kvindelige kokke i Danmark til at lave en forening, som de kaldte ”Oprør fra maven”. Det, de så gjorde, var, at de sagde: Vi skal ikke kun satse på de fine gourmetrestauranter; vi skal også sikre, at der kommer god mad ud til vores børn, til vores ældre og til vores syge. Disse kvinder er gået i gang med at sikre, at vi får en god mad, de er gået i gang med at sikre, at der er farmer’s market rundtomkring, hvor man kan købe råvarer direkte fra vores dygtige landbrug. Det er et eksempel på, at man, når man går ind og ikke kun tager eliten, men tager det folkelige engagement, får noget, der også er til gavn for befolkningen. Og det er afgørende, at ministerrådet begynder på det.

Så bare lige til allersidst, i samme boldgade: Det var en rigtig, rigtig flot kulturprisuddeling i går. Men jeg mener ikke, at det hører hjemme i nordisk sammenhæng, at det er med politieskorte, når politikere skal køre gennem byen, og at vi skal køre over for rødt lys og holde resten af trafikken tilbage. Det er ikke på den måde, vi sikrer, at vi er tæt forbundet med befolkningen, og jeg håber ikke, at det kommer til at gentage sig. Tak.