Høgni Hoydal (Hovedindlæg)
- Dato
- 28/10 2009
- Dagsordenspunkt
- 8. Arktisk politik og naturresurser
- Taler
- Høgni Hoydal
Tak, hr. præsident. Arktis og Nordatlanten er en unik region i verden og en unik nordisk region. Her har vi nogle af verdens største levende og ikkelevende ressourcer i et område, som strækker sig fra Quaanaaq i vest til Kirkenes i øst. Så geografisk og naturmæssigt er det jo en unik region, men det er også en unik demokratisk region, for her bor fire nordiske folk, som i dag har demokratisk administration eller demokratiske rettigheder over disse store ressourcer. Det er rettigheder, som vi vil miste, hvis denne region går ind i EU.
Derfor er det godt, at Nordatlanten og arktisk, og denne problemstilling er blevet en fællesnordisk sag. Det er godt, at det islandske formandskab har prioriteret det i løbet af det sidste år, og at det vil blive videreført – delvis i hvert fald – under det danske formandskabs program. For disse problemstillinger, som før bare har været udkantsproblematikker, er jo i dag blevet hele verdens problemer eller udfordringer – både klimaet, nye transportruter, kapløbet om ressourcer, sikkerhedspolitik osv.
Men for at vende tilbage til EU: EU har bevist, at når det gælder administration af levende ressourcer, har man spillet fallit. Ikke bare fiskeripolitikken har været en katastrofe, men vi har set, at sælfangst og hvalfangst også er bandlyst i EU. Altså, alle de levende ressourcer i denne store region kan ikke håndteres i EU. Derfor må jeg jo sige, at jeg håber, at de nordatlantiske lande – altså Norge, Færøerne, Island og Grønland – vil stå uden for EU og danne en slags nordatlantisk union, som kan administrere disse levende og ikkelevende ressourcer.
Hvis disse områder går ind i EU med Island som det nye ansøgerland, tror jeg, at denne region kommer til at blive genstand for en dårlig forvaltning af ressourcerne og for et kapløb om økonomiske interesser, som hverken kommer til at gavne landene i regionen eller de nordiske værdier og den nordiske sag. Så lad os holde Nordatlanten og Arktis uden for EU og satse på, at dette bliver et af de største og højest prioriterede områder i nordisk samarbejde i de kommende år.
