Høgni Hoydal (Hovedindlæg)
- Dato
- 28/10 2009
- Dagsordenspunkt
- 8. Arktisk politik og naturresurser
- Taler
- Høgni Hoydal
Tak, hr. præsident. Fra både færøsk side og den venstre-grønne gruppes side støtter vi dette forslag om en arktisk konference. I det kommende år bliver der jo fokus på havet. Som det blev nævnt i går, er der i det danske formandskabs program fokus på havet. Færøerne kommer til at lede ministerrådet, som har med fisk at gøre, og der kommer også til at være en stor konference i Færøerne om fiskeri.
I forbindelse med denne konference om Arktis, som altså skal arrangeres i nordisk sammenhæng, vil jeg benytte lejligheden til at advare mod det perspektiv, som vi f.eks. har oplevet i sælsagen i EU, hvor man opfatter folkene, som bor i Arktis, som en slags oprindelige reservatbeboere. EU vedtager et forbud mod sæler, men siger så: Disse primitive grønlændere kan få en undtagelse.
Men det går jo ikke. De arktiske og nordatlantiske samfund skal ikke være sådan nogle reservater. Det skal være moderne samfund, som på moderne måde udnytter alle levende ressourcer. Så det skal ikke være som en undtagelse, men som en integreret del af nordisk politik, at en bæredygtig udnyttelse af alle levende ressourcer i havet er en rettighed, vi har, og et ansvar, vi har. Det gælder fisk, det gælder sæler, det gælder hvaler eller hvad som helst, som nu lever i vor region.
Det håber jeg bliver det nordiske bidrag til denne konference, så det ikke bliver en slags EU-perspektiv, hvor man bare siger, at disse stakkels folk i Arktis skal vi hjælpe lidt og give lidt støtte, og så kan de ellers leve med de konsekvenser, som er der. Vi skal have moderne samfund, som bygger på en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer. Tak.
