Om Nordisk Råds sessioner

Nordiska rådets session 2017
Photographer
Magnus Fröderberg/Norden.org
Plenarforsamlingen er Nordisk Råds højeste organ. Den ordinære session holdes hvert år i uge 44 i formandskabslandet, og temasessionen afholdes i foråret. Sessionerne er unikke fora, hvor de nordiske parlamentarikere diskuterer nordiske spørgsmål med de nordiske landes statsministre og øvrige ministre.

Den ordinære session

Den ordinære session afholdes om efteråret, sædvanligvis i slutningen af oktober eller i begyndelsen af november. 

Sessionen er det højeste besluttende organ inden for det nordiske parlamentariske samarbejde. Den er et unikt forum for regionalt samarbejde, da den samler både de parlamentarikere, som af landenes parlamenter er valgt til medlemmer af Nordisk Råd og ministre fra de fra nordiske landes regeringer. Alle deltager i diskussionerne om vigtige nordiske samarbejdsspørgsmål, men det er kun parlamentarikerne som har stemmeret.

Gæster og parlamentarikere fra andre internationale og nordiske organisationer har i et par år også kunnet deltage i diskussionerne på sessionen. Dette er en mulighed som først og fremmest udnyttes af gæster fra de baltiske lande. Til temasessionen inviteres gæster, som har en tilknytning til det aktuelle tema. 

Roterende værtskab

Det nordiske land som har præsidentskabet i Nordisk Råd er vært for den ordinære session, som afholdes i landets parlamentsbygning, dog ikke på Island, hvor parlamentsbygningen ikke er tilstrækkeligt stor. Temasessionen afholdes i det land, som har formandskabet for Nordisk Ministerråd.

Ved din ordinære sessions begyndelse redegør statsministrene for planerne for det nordiske regeringssamarbejde for det kommende år. Det er statsministrene for det land, som kommer til at have formandskabet for regeringssamarbejdet det kommende år, som står for denne redegørelse.

Samtlige nordiske statsministre plejer at være til stede og deltage i den efterfølgende debat med parlamentarikerne.

Udenrigs- og forsvarsministre samt andre ministre på sessionen

Udenrigs- og forsvarsministrene redegør også for det nordiske samarbejde inden for deres områder. Dette diskuteres ligeledes med parlamentarikerne.

Øvrige ministres deltagelse afhænger af, hvilke politiske sagsområder der diskuteres. Dette afgøres af, hvilke forslag medlemmerne af Nordisk Råd har stillet i løbet af året, og som man derefter har besluttet at sessionen skal tage stilling til.

De forslag som sessionen bakker op om sendes til Nordisk Ministerråd eller til de nordiske regeringer for at blive gennemført.

De nordiske samarbejdsministre deltager i hele den ordinære session og afholder en populær spørgetime, hvor parlamentarikerne kan tage alle slags spørgsmål op, som vedrører det nordiske samarbejde.

Præsidenten vælges

Ved den ordinære session vælges præsidenten og vicepræsidenten for det nordiske parlamentariske samarbejde i det kommende år.

Medlemmer af Nordisk Råds Præsidium (den politiske ledelse for Nordisk Råd og det højeste besluttende organ mellem sessionerne) samt medlemmer af de forskellige udvalg vælges også på den ordinære session.

De nordiske priser uddeles

Nordisk Råds priser inden for litteratur, musik, film og miljøarbejde uddeles i forbindelse med den ordinære session. Dette sker almindeligvis ved et både festligt og højtideligt aftenarrangement.

Nordiske topmøder

Eftersom stort set alle nordiske politikere samles på et og samme sted, afholdes der en række andre møder i tilknytning til sessionen. Siden 2006 er sessionen for eksempel blevet indledt med et nordisk topmøde, hvor statsministrene og parlamentarikerne diskuterer væsentlige spørgsmål som eksempelvis globaliseringen og klimatruslen.

Ungdommens Nordiske Råd indleder

Den kommende generation af nordiske politikere i Ungdommens Nordiske Råd har sin egen session lige inden den ordinære session, hvor de tager stilling til forslag vedrørende det nordiske samarbejde. Ungdomsrepræsentanter tager dernæst disse spørgsmål op på Nordisk Råds session, hvor de har mulighed for at tale, deltage i diskussioner og komme med forslag.

Møder med andre parlamentarikere

De nordiske parlamentarikere plejer at mødes med deres kolleger fra Baltisk Forsamling, som er en parlamentarikerforsamling for Estland, Letland og Litauen med deltagelse af russiske parlamentarikere og parlamentarikere, som repræsenterer samarbejdsorganer fra andre regioner i Europa.

Pressekonferencer og seminarer

Under sessionen afholdes pressekonferencer, frokostseminarer og møder. Normalt er der også mulighed for netværksarbejde under mere uformelle former om aftenen.