Handlinger tilknyttet webside

Overenskomst om folkeregistrering

Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om folkeregistrering

Regeringerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige er for at lette folkeregistreringen af personer i de kontraherende stater blevet enige om følgende:

Artikel 1

1. Denne overenskomst gælder personer, som er registreret som bosat i en af de kontraherende stater, og som har til hensigt at flytte, eller som er flyttet til en anden af disse stater. Tidsbegrænsede ophold af under 6 måneders varighed regnes normalt ikke som flytning.

2. En flytning omfattes ikke af overenskomsten, såfremt fraflytningsstaten ikke senest 3 måneder efter anmeldt fraflytning har modtaget underretning efter artikel 2, nr. 2, 3. led.

Artikel 2

1. Den, der er flyttet fra en af de kontraherende stater til en anden af disse stater, skal inden den tidsfrist, som gælder for anmeldelse af flytning i denne stat, melde tilflytningen til vedkommende lokale registreringsmyndighed. Samtidig med anmeldelsen skal den flyttende give de oplysninger, som kræves i tilflytningsstaten, og forevise legitimationspapirer, herunder med dokumentation for statsborgerskab (pas eller tilsvarende), samt give oplysning om personnummer i fraflytningsstaten og hidtidig kommune og adresse i fraflytningsstaten.

2. Den lokale registreringsmyndighed i tilflytningsstaten afgør, om en person skal registreres som bosat i tilflytningsstaten.

Finder den lokale registreringsmyndighed, at en person skal registreres som bosat i tilflytningsstaten, skal vedkommende folkeregistreres og tildeles personnummer snarest muligt på samme måde som gælder i det aktuelle land for personer, som tilflytter staten fra ikke-nordiske stater.

Samtidig med, at der er truffet afgørelse om, hvorvidt der skal ske en registrering eller ej i tilflytningsstaten, skal registreringsmyndigheden i tilflytningsstaten underrette den, der har anmeldt tilflytningen, samt den centrale eller en særlig udpeget folkeregistreringsmyndighed i fraflytningsstaten herom.

Ved underretning af myndigheden i fraflytningsstaten skal oplyses personnummer i fraflytningsstaten, navn, fødselsdato, køn samt, hvis registrering har fundet sted, oplysning om den registrerede tilflytningsdato, personnummer, kommune og adresse i tilflytningsstaten. Tilsvarende underretning skal gives, hvis registreringsmyndigheden i tilflytningsstaten efterfølgende ophæver en tidligere truffet afgørelse om registrering af tilflytning.

Finder den lokale registreringsmyndighed grund til at antage, at den, der har anmeldt tilflytningen, skal regnes som bosat et andet sted i tilflytningsstaten, skal han henvises til den lokale registreringsmyndighed på vedkommende sted.

3. Først når underretning om registrering i tilflytningsstaten er modtaget, skal den lokale registreringsmyndighed i fraflytningsstaten føre den, som er flyttet, ud af registret. Som dato for fraflytning benyttes tilflytningsstatens registrerede tilflytningsdato.

Artikel 3

Spørgsmålet om, hvorvidt en person efter denne overenskomst skal regnes for bosat eller ikke bosat i tilflytningsstaten, afgøres efter lovgivningen om tilflytning i denne stat.

Hvis den lokale registreringsmyndighed i fraflytningsstaten er uenig i de faktiske forhold, der er lagt til grund for registreringen, kan sagen tages op med den lokale registreringsmyndighed i tilflytningsstaten. Bliver disse ikke enige, kan fraflytningsstatens lokale registreringsmyndighed forelægge sagen for statens centrale registreringsmyndighed, som igen kan tage sagen op med tilflytningsstatens centrale registreringsmyndighed.

Som tilflytningsstat regnes den stat, som en person har bosat sig i efter tilflytning fra en anden stat. Dette gælder så længe de faktiske bopælsforhold er de samme, som da tilflytningen fandt sted.

Artikel 4

De kontraherende stater forpligter sig til på forespørgsel gensidigt at give oplysninger om den flyttendes navn, fødselsdato, personnummer, fødested, køn, adresse, lokal registreringsmyndighed, statsborgerskab, civilstand og dato for denne, navn og fødselsdato på ægtefælle/registreret partner, navn og fødselsdato på forældre (for børn under 18 år), navn og fødselsdato for børn (under 18 år) og eventuel fraflytningsdato, samt andre oplysninger, som antages at være nødvendige for bedømmelsen af bosætningsspørgsmålet og give underretning om de beslutninger, som bliver truffet.

Underretninger i medfør af overenskomstens artikel 2 og besvarelse af forespørgsler efter denne artikel kan ske ved direkte elektronisk kommunikation mellem de centrale registreringsmyndigheder i de kontraherende stater, som har aftalt dette.

Artikel 5

De centrale registreringsmyndigheder i de kontraherende stater er forpligtet til at vedligeholde og offentliggøre en fortegnelse over de lokale registreringsmyndigheder i de respektive stater.

Artikel 6

Overenskomsten træder i kraft fra førstkommende 1. januar, 1. april, 1. juli eller 1. oktober tre måneder efter, at samtlige kontraherende stater har givet det norske udenrigsministerium meddelelse om deres godkendelse af overenskomsten.

For Færøernes og Grønlands vedkommende træder overenskomsten dog først i kraft fra førstkommende 1. januar, 1. april, 1. juli eller 1. oktober 3 måneder efter, at Danmarks regering har notificeret det norske udenrigsministerium om, at betingelserne herfor er opfyldt.

Det norske udenrigsministerium underretter de øvrige kontraherende stater om modtagelsen af disse meddelelser og om tidspunktet for overenskomstens ikrafttrædelse.

Artikel 7

Samtidig med ikrafttrædelsen af nærværende overenskomst ophæves nordisk overenskomst af 8. maj 1989 om folkeregistrering.

Artikel 8

Enhver kontraherende stat kan i forhold til enhver af de andre stater opsige overenskomsten med 6 måneders varsel til ophør 1. januar eller 1. juli. Opsigelse sker ved skriftlig meddelelse til den berørte stat samt til det norske udenrigsministerium, som underretter de øvrige kontraherende stater om modtagelsen af meddelelsen og om dens indhold.

Artikel 9

Originalteksten til denne overenskomst deponeres i det norske udenrigsministerium, der oversender de øvrige kontraherende stater bekræftede genparter heraf.

Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede repræsentanter undertegnet denne overenskomst.

Udfærdiget i Stockholm den 1. november 2004 i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, hvilke tekster alle har samme gyldighed.


Underskrivere

Danmark, Finland, Island, Sverige og Norge

Underskrivelse af aftale

Dato: 01/11 2004

Træder i kraft

01/01 2007


 

Kontakt

Thomas Xavier Duholm
Telefon: +45 33960369
E-mail: