Mange planer og tiltag, men stadig kun små skridt.
I 1950’erne var der planer om et nordisk frihandelsområde og en nordisk toldunion, men det endte med at Sverige, Norge og Danmark besluttede at gå med i det, der blev til frihandelsorganisationen EFTA fra 1960.
Finland blev associeret med EFTA i 1961. Island blev medlem af EFTA i 1970, og en kort tid var alle nordiske lande med i samme frihandelsområde.
Samarbejdet var imidlertid tættere og mere forpligtende i EF. I juli 1961 besluttede Storbritannien at søge medlemskab. Også Danmark og Norge søgte medlemskab i denne periode.
Det hele blev dog sat på ”stand by” af præsident de Gaulles modstand mod at få Storbritannien med. Forhandlingerne om optagelse blev standset i januar 1963.
Men den forandrede situation de foregående år var med til at fremskynde ønsket om en fast traktat om det nordiske samarbejde. Den blev endelig vedtaget i Helsingfors 23.marts 1962, og denne ”nordiske grundlov” kaldes derfor Helsingfors aftalen.
Fra 1968 til begyndelsen af 1970 var der intense forhandlinger om et nordisk økonomisk samarbejdet i rammerne af det såkaldte Nordek. Det strandede dog, da Finland ikke mente at kunne deltage på grund af relationerne til Sovjet.
Denne fiasko medførte dog et andet initiativ: I 1971 blev Nordisk Ministerråd oprettet.