For 1000 år siden var de nordiske folkeslag begyndt at samle sig i kongeriger. Inden da var nordboerne i nogle århundreder kendt som vikinger, der både handlede med og erobrede egne udenfor Norden.

Nu vandt kristendommen frem i Norden, og de vilde erobringstogter sluttede. Ind i mellem var der dog fortsat krige – også indbyrdes mellem de nordiske riger.

Kalmarunionen fra 1397-1521 blev en periode med samling af de nordiske riger. Dronning Margrete I var allerede regent i Norge og Danmark, da hun i 1389 også blev valgt som regent i Sverige.

Margretes slægtning Erik af Pommern blev kronet til nordisk konge i Kalmar 17. juni 1397. Kalmarunionen fungerede i praksis frem til 1521, da Gustav Vasa blev valgt til svensk konge.

De følgende 300 år blev Norden delt. Det svenske kongerige omfattede også Finland, og efterhånden en række andre områder i Østersøregionen.

Det danske kongerige omfattede også Norge, Island, Grønland og Færøerne. De to riger kæmpede mod hinanden i mange krige.

I begyndelsen var den danske kongemagt stærkest, men i løbet af 30 års krigen i 1600-tallet fik det svenske kongerige overtaget.

Med Den store nordiske krig i begyndelsen af 1700-tallet sluttede imidlertid også Sveriges stormagtstid. Rusland og Preussen blev de nye stormagter ved Østersøen.

Med Napoleonskrigene kom nye forandringer i Norden. Rusland angreb og besatte det svenske Finland, og Tsaren blev storfyrste af Finland i 1809, mens Danmark med freden i Kiel måtte afstå Norge til Sverige. Norge var i union med Sverige fra 1814 til 1905.

Sverige, Danmark og Norge dannede en skandinavisk møntunion i 1875, der formelt holdt til 1924. I praksis blev den dog ophævet under den første verdenskrig, hvor kronen i de enkelte lande ikke længere havde samme værdi i forhold til guld.

I 1905 ophørte unionen mellem Sverige og Norge, og Norge blev uafhængigt. Finland blev uafhængigt den 6.december 1917, mens Island året efter opnåede en stor grad af selvstyre, men dog frem til 1944 havde kongehus og udenrigspolitik fælles med Danmark.

Der var strid mellem Sverige og Finland om Åland, men Folkeforbundet fik gennemført, at Åland blev tilknyttet Finland.

Der var nordisk samarbejde på græsrodsplan mellem en lang række organisationer allerede i slutningen af 1800 tallet. Det folkelige samarbejde er fortsat vækstlag for det formelle samarbejde.

Foreningen Norden blev stiftet i Danmark, Norge og Sverige i 1919 og siden i Island 1922 og i Finland i 1924. Foreningen har siden været en drivende kraft for at forstærke det nordiske samarbejde.

Et konkret eksempel er venskabsbyerne. I 1939 oprettede Thisted i Danmark som den første forbindelse med Uddevalla i Sverige, og siden fulgte samarbejde mellem en række andre byer.

De nordiske socialdemokrater og beslægtede fagorganisationer havde allerede før Anden Verdenskrig organiseret sig i samarbejdskomiteen SAMAK.

På SAMAKs første møde efter krigen i juli 1945 i Stockholm var der blandt de forsamlede toppolitikere enighed om at arbejde for fælles nordisk politik på en række felter.

Den svenske udenrigsminister Östen Undén foreslog i maj 1948 skabelsen af et skandinavisk forsvarsforbund. I de første måneder af 1949 brød forhandlingerne om en forsvarsunion imidlertid endelig sammen. Norge og Sverige stod for langt fra hinanden.

Danmark, Island og Norge valgte i stedet at gå med i NATO, mens Sverige holdt fast ved sin neutralitet.

Nordisk Råd blev dannet i 1952 af Danmark, Island, Norge og Sverige. Finland, der på det tidspunkt var kraftigt præget af naboskabet med Stalins Sovjetunionen, kom først med i 1955, da den nye leder Krustjov varslede tøbrud.