Handlinger tilknyttet webside

Om energisamarbejdet

Det nordiske samarbejde om energi har til formål at skabe synlige og holdbare bidrag til løsning af de væsentligste og mest relevante energipolitiske udfordringer som Norden står over for. Det drejer sig blandt andet om at bekæmpe udledning af drivhusgasser og at sikre energiforsyningen i fremtiden.

Glödlampa
Fotograf
Magnus Fröderberg/norden.org

Få områder i verden er så rige på energikilder som Norden. Ud over naturlige forekomster af fossile brændstoffer som olie og gas har Norden også stor mulighed for at udnytte vedvarende energikilder som vand, vind, bioenergi og jordvarme.

Kul, olie og gas tegner sig for ikke bare størstedelen af energiforbruget i de nordiske lande, men for størstedelen af energiforbruget i hele verden. Fossile brændstoffer er ikke uudtømmelige resurser, og forbruget af dem medfører kultveilteudledning. Derfor er det en udfordring ikke bare at sikre en effektiv udnyttelse af resurserne, men også i højere grad at satse på vedvarende energikilder.

De nordiske lande arbejder sammen om at skabe rammer for udvikling af effektive, konkurrencedygtige, sikre og bæredygtige energisystemer.

Det nordiske elmarked

I 1995 præsenterede de nordiske energiministre deres vision for et åbent og frit elmarked i Norden. Året efter blev verdens første internationale elbørs, Nord Pool, oprettet, og inden år 2000 var de nordiske markeder blevet liberaliseret. Det fælles nordiske elmarked styrker forsyningssikkerheden og sikrer en bedre udnyttelse af energiresurser i de nordiske lande.

Som følge af at de nordiske elmarkeders harmonisering blev der oprettet fælles institutioner. Deres rolle er at handle til fordel for det nordiske marked som helhed. Det drejer sig om de nordiske systemansvarliges sammenslutning, Nordel, og de nordiske regulatorers sammenslutning, Nordreg.

Succesen med den fælles liberalisering af det nordiske elmarked er blevet en model for regionalt samarbejde og harmonisering i EU.

Bæredygtige energisystemer

Efterspørgslen efter energi er stadig stigende, der stilles stadig skarpere miljøkrav, og oliepriserne er stigende. Dette er blandt årsagerne til at der er behov for en mere effektiv udnyttelse af vores energiresurser. Det gælder både inden for husholdninger, industri og byggeri. En effektiv udnyttelse af landenes energiresurser skaber sammen med forskning i nye energikilder et fundament for øget velfærd og velstand.

Energieffektivisering spiller en stor rolle i udviklingen af bæredygtige energisystemer. De nordiske lande samarbejder om energirigtigt byggeri, bedre udnyttelse af eksisterende resurser, test og mærkning. Samarbejdet gælder både politikudvikling og implementering af eksempelvis EU- og EØS-direktiver. Både Nordisk Ministerråds arbejdsgruppe for energieffektivisering og institutionen Nordisk Energiforskning arbejder på området.

Udviklingen af bæredygtige energisystemer skal sikre en balance mellem forsyningssikkerhed, økonomisk vækst og miljøhensyn.

Tyndt befolkede områder

En stor del af de tyndt befolkede områder i Norden er afskåret fra de fælles energinetværk. Disse områder har ofte en høj anvendelse af fossile brændsler. I 2003 besluttede de nordiske energiministre derfor at fokusere særligt på at støtte indsatser der kan fremme en holdbar energiforsyning i tyndt befolkede områder i Norden og i Arktis (de nordiske energiministres arbejdsgruppe for tyndt befolkede områder)

I 2007 afholdt Nordisk Ministerråd konferencen Energy from the Edge i samarbejde med Nordens naboer i vest. Konferencen fokuserede på anvendelsen af vedvarende energi i tyndt befolkede områder.

Norden i verden

Klima- og energispørgsmål er højt placeret på den internationale dagsorden. De nordiske lande ønsker at fremstå som en foregangsregion i det internationale energisamarbejde.

Både på det politiske niveau og med hensyn til udvikling af nye miljø- og energiteknologier er Norden en innovativ og bæredygtig region. Dette skal Norden blive ved med at styrke til gavn for både stabilitet, økonomisk vækst og i kampen mod klimaforandringer.

Atomkraft

Der findes ikke noget officielt nordisk samarbejde om atomkraft. Der findes dog netværksaktiviteter. Blandt andet Nordisk kernesikkerhedsforskning og Nordisk Selskab for Strålevern.

Relateret indhold
  • Nordisk Ministerråd for Miljø (MR-M) (Organisation)

    De nordiske regeringers miljøsamarbejde styres af MR-M. Det nordiske miljøsamarbejde skal blandt andet bidrage til at bevare og forbedre miljøkvaliteten og livskvaliteten i Norden samt påvirke det regionale og internationale samarbejde.

  • Miljø- og Naturresurseudvalget (Organisation)

    Miljø- og Naturresurseudvalget arbejder for at bibeholde og udvikle miljøbevidstheden i Norden.


 

Kontakt

Anne Sofie Bender
Telefon: +45 3396 0274
E-mail:

Susanna Widstrand
Telefon: +45 21717138
E-mail: