Målsætningen med det nordiske samarbejde på it-området er karakteriseret ved at man via forskellige programmer, projekter og satsninger bidrager til at den nordiske region kendetegnes af at være et kompetent, innovativt, dynamisk og homogent marked for it-relaterede produkter, service og viden.

De nordiske lande er langt fremme i forhold til at udnytte informationsteknologi i hverdagen. Ifølge en undersøgelse foretaget af The Economist Intelligence Unit er de nordiske lande verdensledende når det gælder bredbånds- og internetforbindelser, it-kendskab samt it-investeringer.

Det skaber et godt grundlag for de nordiske lande med henblik på en bedre anvendelse af it til udvikling inden for en række områder og er også et godt udgangspunkt for at profilere de nordiske lande som en region med en høj kompetence på it-området.

Nordisk samarbejde om eScience

eScience handler om globalt samarbejde inden for videnskabens nøgleområder og fremtidens infrastrukturer som gør dette samarbejde muligt.

Det nordiske samarbejde om eScience muliggør en ny forskningsdimension hvor man kan afprøve teorier og modeller virtuelt ved hjælp af supercomputere og superhurtige datanetværk.

Denne infrastruktur og know-how er et vigtigt bidrag til opretholdelsen og udviklingen af den nordiske topforskning.

eScience kommer til at spille en nøglerolle med hensyn til udviklingen af fremtidige videnskabelige metoder, og de nordiske lande bør på længere sigt styrke samarbejdet på dette område for at opretholde og udvikle eScience.

En udmærket grund til et nordisk eScience samarbejde findes i kraft af de nordiske nationale datanetværk og højkapacitets it-infrastrukturer.

Nordisk strategi for eScience

I 2007 blev de nordiske uddannelses- og forskningsministre enige om en nordisk eScience strategi.

eScience strategien er udarbejdet af en arbejdsgruppe som består af repræsentanter fra de nordiske samarbejdsorganer for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab og medicin samt NordForsk, industrien, Rådgivningsgruppen for Nordisk Samarbejde om Højere Uddannelse (HØGUT) og European e-Infrastructure Reflection Group (e-IRG). NordForsk har finansieret et nordisk samarbejde (NORIA-net) på området. Ud over udviklingen af samarbejde inden for eScience findes der organisationer som NORDUnet (Nordisk Infrastruktur for Forskning og Uddannelse) og Nordic DataGrid Facility (NDGF) som beviser at de nordiske lande kan handle stærkere i fællesskab end hver for sig.

Undersøgelse af vidensinfrastruktur

eScience har også en central placering i en igangværende mulighedsundersøgelse om vidensinfrastruktur til at støtte den frie bevægelighed af viden i Østersøområdet.

Undersøgelsen er igangsat af Nordisk Embedsmandskomité for Uddannelse og Forskning ( EK-U ) og handler om at undersøge mulighederne for et samarbejde om eScience-relaterede forsknings- og uddannelsesaktiviteter, højkapacitetsnetværk, databaser og grid-infrastruktur i Østersøområdet.

Undersøgelsen omfatter således muligheder for samarbejde mellem de nordiske lande og Nordvestrusland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland.

It-politisk forum

For at kunne forankre det nordiske it-politiske samarbejde nationalt har Nordisk Embedsmandskomité for Uddannelse og Forskning besluttet at indlede et uformelt it-politisk forum for nordiske departementschefer med ansvar for koordinering af den nationale it-politik med henblik på udveksling af eksempelvis erfaringer fra nationale it-politiske strategier og prioriteringer samt konkrete nationale initiativer.

It-politisk ekspertgruppe

Nordisk Ministerråd for Uddannelse og Forskning (MR-U) har besluttet at oprette en ekstern rådgivende it-politisk ekspertgruppe til Ministerrådet om it-politiske sager. Hensigten er at it-ekspertgruppen skal kunne komme med forslag til strategiske samarbejdssatsninger.