Om innovation i Norden!
Innovation er en vigtig del af løsningen på helt centrale udfordringer som Norden står over for. Det gælder nye løsninger i forhold til den måde vi producerer og forbruger energi, udfordringer i forbindelse med sociale og demografiske ændringer og selvfølgelig gælder det også for at finde vejen ud af den økonomiske krise.
Der er en høj evne til at skabe innovation de nordiske lande, og der er gode muligheder for at blive bedre ved både at lære af hinanden og af lande uden for Norden.
Norden er særlig stærk inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT) samt vidensproduktion hvor landene investerer kraftigt.
Norden kan derimod ikke helt følge med verdens bedste lande når det gælder at stimulere iværksætteri med høj vækst og tilbyde en høj andel af højtuddannede mennesker i arbejdsstyrken.
Nordens rammevilkår for innovation er beskrevet i publikationen "Nordic innovation monitor" [en].
Nordisk samarbejde om innovation
De nordiske lande arbejder med at fremme nye former for innovation ved at inddrage brugere i udviklinger af produkter og servicer, ved at skabe bedre adgang til videnscentre i andre dele af verden, og ved at skabe produkter og metoder der kan løse store samfundsmæssige problemer.
De nordiske lande samarbejder om at forbedre deres innovationsevne på mange forskellige områder. Det gælder forskningsdrevet innovation, brugerdrevet innovation, innovation i forbindelse med design og kreative erhverv, innovation i forbindelse med klima- og energiudfordringerne samt åben innovation gennem adgang til videnscentre i Asien.
De nordiske lande har i samarbejde med de øvrige lande omkring Østersøen også udviklet et solidt netværk for at styrke erhvervsklynger i regionen, herunder samarbejde mellem virksomheder, vidensinstitutioner og offentlige myndigheder i regionen.
Nordisk Innovation
Nordisk Innovation er Nordisk Ministerråds vigtigste instrument for at fremme et innovativt og vidensbaseret erhvervsliv. Nordisk Innovation medfinansierer projekter og deres investeringsportefølje består af cirka 120 aktive projekter og netværk.
