Om Nordisk samarbejde om jordbrug
Bæredygtig udvikling i Norden er et centralt pejlemærke for det nordiske samarbejde på jordbrugsområdet. Gennem politiske drøftelser og gennem opfølgning med samarbejdsprojekter søger vi at opnå en større sammenhæng og gennemslagskraft i internationalt regi når vi sætter fokus på emner af særlig nordisk relevans.
Det nordiske jordbrug er kendetegnet ved en stor forskellighed i de klimatiske og geografiske forhold, men også ved at være udfordret af de samme typer af udfordringer.
Globalisering og øget konkurrence stiller erhvervet over for et konstant behov for fornyelse og nytænkning. Miljøproblemer og klimaforandringer giver ligeledes behov for at styrke jordbrugets bæredygtige udvikling.
Hvorfor samarbejder vi om jordbrug?
Formålet med det nordiske jord- og skovbrugssamarbejde er at konkretisere og virkeliggøre bæredygtig udvikling inden for jordbrug.
Samarbejdet fokuserer på forskellige forhold som alle bidrager til at fremme en udvikling af jordbrugsproduktionen under indflydelse af globalisering, miljø og klimaforandringer:
- miljø og bæredygtige produktionsforhold
- klimaforandringernes konsekvenser for jordbrugsproduktionen
- brug og bæredygtig udnyttelse af genressourcerne
- bæredygtig bioenergi
- landdistriktsudvikling
- jordbrugsforskning
- Ny Nordisk Mad
Konkrete tiltag
I disse år sker der en stor udvikling inden for fødevareproduktionen.
Der kan konstateres et stigende fokus på at skabe en mere mangfoldig jordbrugs- og fødevareproduktion. Dette sker som følge af forandrede forbrugerpræferencer, internationale konkurrenceforhold, producenternes lyst til udvikling af produktionen, biodiversitetsspørgsmål og flere andre forhold.
Denne udvikling søger det nordiske samarbejde at bidrage til på forskellig vis.
- Nordgen
Det sker gennem et samarbejde omkring de genetiske resurser. Nordisk Ministerråd for Fiskeri, Havbrug, Jordbrug, Levnedsmidler og Skovbrug (MR-FJLS) besluttede i 2007 at oprette en stærk fælles institution som har til formål at styrke arbejde med bevaring og bæredygtig brug af de genetiske ressourcer inden for planter, husdyr og skov.
Institutionen blev til ved en sammenlægning af tre eksisterende institutioner og fik navnet Nordisk Genressource Center – NordGen.
NordGen har mange funktioner, og bidrager med muligheder til eksempelvis indsatser i forhold til klimaforandringerne og muligheder i forhold til at øge mangfoldigheden inden for jordbrug og fødevareproduktion.
- Ny Nordisk Mad
Udviklingen har også givet stor opmærksomhed i form af arbejdet om Ny Nordisk Mad som på sin vis bidrager til en større mangfoldighed i produktionen og for forbrugerne.
Ny Nordisk Mad skaber en stor innovationskraft inden for jordbrugserhvervet, og bidrager dermed til at styrke jordbrugserhvervets konkurrencekraft.
