Handlinger tilknyttet webside

Om Natur, kulturmiljø og friluftsliv i Norden

De nordiske samfund er præget årtusinders sameksistens mellem mennesket og naturen. Derfor værdsætter vi den nordiske natur- og kulturarv højt, og vi ønsker at passe godt på den til glæde for nuværende og kommende generationer.

Mangfoldig og unik natur udsat for pres

Den nordiske natur fra Østersøen i syd til Ishavet i nord, fra Naressundet i vest til Barentshavet i øst, fra det lave kystlandskab til højfjeldet, vilde vandløb og arktiske områder, omfatter en række forskellige naturtyper og arter. Mange af disse arter lever under hårdere vilkår end i mildere klimaer. Flere af de nordiske naturtyper og arter er unikke i en global sammenhæng. Samtidig er flere naturtyper og arter truet. Klimaændringerne øger det samlede pres som arter og økosystemer bliver udsat for. Norden gør derfor en stor indsats for at sikre denne naturarv, både gennem velafprøvede virkemidler som fredning af områder og arter, men også ved at lede efter og etablere nye forvaltningsmåder for bæredygtig brug. Et eksempel på dette er det innovative arbejde med en webportal for fremmede arter, NOBANIS . Ministerrådet arbejder også med flere projekter om klimaændringernes effekt på natur- og kulturmiljøet.

Økosystemtjenester - naturen som en resurse

Velfungerende økosystemer giver store værdier til mennesker i form af ren mad, rent vand, brændsel, lægemidler og andre goder som identitetsfølelse, æstetiske oplevelser og rekreation. FN-konventionen om biologisk mangfoldighed og det nordiske samarbejde under konventionen er et vigtigt redskab i forhold til at tage vare på disse værdier. For at følge op på konventionen er der blandt andet igangsat flere projekter med det formål at standse tabet af biologisk mangfoldighed inden år 2010.

Høst af naturens ressourcer i bred forstand er en vigtig del af den nordiske kultur, både som levebrød og til rekreation. I det nordiske samarbejde er vi optagede af hvordan en sådan høst og anden brug kan praktiseres på en bæredygtig måde. Norden arbejder også for at gøre de værdier som naturen giver os og de økosystemtjenester som naturen leverer mere synlige og målbare. Et eksempel på dette er et nyligt igangsat projekt om ”Natur- og kulturværdierne som regional og lokal udviklings- og vækstfaktor”.

Mennesket i landskabet

Menneskets afhængighed af og samhørighed med naturen kommer til udtryk i Nordens landskab. Menneskene har præget landskabet, og landskabet har med sine resurser lagt grundlaget for menneskenes kultur, levevis og identitet. Den Europæiske Landskabskonvention har dannet et godt grundlag for at se med nye øjne på landskabet, dets sammensætning og funktioner, og hvordan vi kan tage vare på og skabe gode landskaber for mennesker. I det nordiske samarbejde lægges der derfor speciel vægt på at følge op på denne konvention, blandt andet ved at etablere et netværk for de berørte myndigheder i de aktuelle lande.

Norden er rig på spor efter menneskelig aktivitet i det fysiske miljø. Der kan være bygninger, spor efter landbrug og kystkultur, stier og veje, gravpladser og hellige steder. At tage vare på kulturarv og kulturmiljøer af denne art er også en vigtig del af det nordiske miljøarbejde. Kulturarven og kulturmiljøerne er en del af vores fælles hukommelse. Sporene fra fortiden kaster lys over både os selv og vores omgivelser, giver os glæde når vi oplever dem og bidrager til at finde løsninger for fremtiden. Et eksempel på et nordisk projekt som forsøger at gøre fortiden levende for os er projektet ”Vikingerejsen – et virtuelt eventyr i Nordens yngre jernalder”.

Traditionsrigt friluftsliv

Den nære samhørighed med naturen kommer også til udtryk i et rigt friluftsliv. Det er vigtigt at tage vare på denne stærke tradition hvor fri adgang til naturen er en afgørende forudsætning. Så længe friluftslivet foregår på naturens præmisser, arbejder Nordisk Ministerråd for at bidrage til og tilrettelægge et sådant friluftsliv. Et rigt friluftsliv giver god fysisk og psykisk sundhed for både voksne og børn. Et af de projekter som Ministerrådet har støttet var et projekt om friluftsliv og psykisk sundhed. Arbejdet med at vække interessen for friluftsliv tidligt i børn og unges udvikling er en vigtig udfordring, og flere af Nordisk Ministerråds projekter om friluftsliv har derfor været rettet mod netop børn og unge. Dette gælder for eksempel projekter Children, Outdoor, Participation, Environment ( COPE ), som har resulteret i en vejledning i hvordan man kan engagere børn i arbejdet med sundhed, natur, miljøproblemer og friluftsliv samt en nordisk-baltisk konference om udendørs skoler.


 

Kontakt

Mats Ekenger
Telefon: +45 3396 0282
E-mail: