Østersøregionen omfatter selve Østersøen og de omkringliggende stater ved kysten. Det organiserede Østersøsamarbejde har desuden deltagelse af Island, Norge og EU. Det overordnende mål for samarbejdet er at fremme den politiske, økonomiske og sociale udvikling i regionen. Samarbejdet skal fremme udviklingen af en region der har stærke indbyrdes bånd, og som kan stå stærkt i videre international sammenhæng.

Østersøregionen består allerede i dag af en række aktører som på forskellige måder samarbejder omkring spørgsmål af betydning for regionen og dens indbyggere. Regionens regeringer samarbejder ligesom parlamenterne, de regionale myndigheder, kommunerne, erhvervslivet, frivillige organisationer og andre.

Et voksende fællesskab

Samarbejdet i Østersøregionen vokser på alle områder: politisk, økonomisk, kulturelt og socialt. Mennesker og virksomheder knytter stadig tættere forbindelser. Murene mellem landene og resterne af forældede politiske systemer er nu næsten helt forsvundet. Det bliver stadig mere naturligt og selvfølgeligt at bevæge sig på tværs af grænserne, uanset om det handler om turisme, studier eller arbejde. Naturligvis er der stadig lang vej til, at man kan tale om Østersøregionen som en i alle henseender integreret region, men kursen er udstukket, og arbejdet er i fuld gang. Det er vigtigt, at alle lande i regionen kan deltage i dette arbejde på lige fod.

Resultater

Der findes flere gode eksempler på at man er i gang med at omsætte ord til handling. Miljøpartnerskabet inden for rammerne af den nordlige dimension driver en lang række miljøprojekter som har en vital betydning for havmiljøet i Østersøen. Dette sker med økonomisk støtte fra blandt andre Nordiske Investeringsbank (NIB [en]). Et resultat som er værd at fremhæve, er det sydlige rensningsanlæg i Sankt Petersborg som blev færdigt i 2005.

Efter nogle fødselsvanskeligheder vedtog regeringerne inden for rammerne af Helsingforskommissionen (HELCOM [en]) i 2007 den banebrydende handlingsplan for Østersøen Baltic Sea Action Plan (BSAP). Den indebærer vidtrækkende forpligtelser og konkrete strategier blandt andet med henblik på at reducere fosfor- og kvælstofudslippet markant. De finansielle institutioner som er aktive i regionen, heriblandt NIB og Det Nordiske Miljøfinansieringsselskab (NEFCO [en]), har økonomiske ressourcer som kan anvendes til gennemførelsen af HELCOM's handlingsplan.

En stor aktuel opgave for aktørerne i Østersøregionen er at udvikle konkrete og finansierbare projekter som kan realisere de overordnede mål i handlingsplanen ved at knytte dem til de finansielle institutioners økonomiske ressourcer.

Disse konkrete handlinger har et stort potentiale for udvikling af Østersøregionens sundhed og velstand. Derfor skal regeringerne leve op til de indgåede forpligtelser i eksempelvis HELCOM's handlingsplan. Parlamentarikerne har på sin side en vigtig opgave med at følge og drive udviklingen og kræve politisk ansvar. Dette kan de gøre gennem handling i de nationale parlamenter, i Nordisk Råd og i Østersøkonferencen (BSPC [en]).

Det  parlamentariske Østersøsamarbejde

Nordisk Råd har i lang tid haft Østersøspørgsmålene på dagsordenen. Rådet udgjorde et forbillede, da de baltiske landes parlamenter i 1991 grundlagde samarbejdsorganisationen Den Baltiske Forsamling.

Den parlamentariske Østersøkonference, BSPC, blev grundlagt i 1991 og har deltagelse fra samtlige nationale og regionale parlamenter i Østersøregionen og fra Europaparlamentet. Nordisk Råd har en stærk position i BSPC. Idet både Rusland, Norge og Island medvirker, udgør BSPC en politisk platform hvor parlamentarikere fra lande i og uden for EU kan mødes for at danne meninger, udøve politisk pres i forhold til spørgsmål af vigtighed for regionen samt udføre forskellige fælles politiske aktiviteter.

Kontakt

Ane Kofod Petersen
Telefon: +45 3396 0254
E-mail:

Nyheder

Er du interesseret i nordiske nyheder om Norden om omverdenen?

Abonnér på vores nordiske nyheder!