Handlinger tilknyttet webside

Om sundhed i Norden

Det nordiske samarbejde inden for social- og sundhedsområdet er baseret på de fælles værdier som udgør grundlaget for den nordiske velfærdsmodel. Ved at øge forudsætningerne for en god folkesundhed bidrager samarbejdet til en øget velstand i Norden. Hensigten er desuden at mindske uligheden inden for sundhed samt at sprede information og viden om sundhed. Social- og sundhedssektoren har et omfattende samarbejde med Nordens nærområder med et særligt fokus på forebyggende arbejde med henblik på at beskytte og forbedre menneskers sundhed og levevilkår. Derudover deltager de nordiske lande aktivt i det europæiske samarbejde omkring sundhedsspørgsmål og samarbejder også med andre internationale organisationer.

Psykisk sundhed

De nordiske lande har allerede tidligere samlet deres kræfter for at forbedre kvalitetsmålingen inden for den nordiske sundheds- og sygepleje og for at kunne udvikle bedre tjenester og kvalitet i behandlingen i Norden. Dette arbejde fortsætter også i fremtiden, men nu med ekstra fokus på psykisk sundhed. De nordiske lande står alle over for udfordringer: Psykisk usundhed er fremtidens store folkesundhedsproblem og en stigende grund til uarbejdsdygtighed. Antallet af sygemeldinger og førtidspensioneringer på grund af psykisk usundhed er steget kraftigt.

Indsatser inden for oplysning, forebyggelse og behandling skal effektiviseres. Et øget nordisk samarbejde inden for psykisk sundhed vil bidrage til at knytte aktørerne tættere sammen, fremme udvekslingen af erfaringer og støtte reformarbejdet inden for den psykiske sundheds- og sygepleje. Målet er at mindske såvel sundhedskløfterne og marginaliseringen i Norden som stigmatiseringen af spørgsmål som gælder psykisk sundhed.

Samarbejde om innovation og sundhedsberedskab i Norden

De nordiske lande har et betydeligt og omfattende sundhedssamarbejde. Landene er for eksempel i gang med at udvikle en løsning med henblik på at udvide den nordiske overenskomst om receptgyldighed til også at omfatte elektroniske recepter. Dette arbejde skaber en konkret nordisk nytte ved at lancere en borgernær tjeneste som kan være til stor hjælp i hverdagen for det store antal nordiske borgere som dagligt pendler på tværs af grænserne eller holder ferie i Norden.

Det nordiske sundhedssamarbejde har flere lignende konkrete samarbejdsområder som alle har til hensigt at fremme sundheden i Norden. Der findes blandt andet et nordisk institut som koncentrerer sig om nordboernes tænder: Nordisk Institut for Odontologiske Materialer (NIOM) arbejder for at de medicintekniske produkter som bruges inden for tandplejen i Norden opfylder de sundhedsmæssige og tekniske krav. Et andet vigtigt samarbejdsområde er sundhedsberedskabet som betyder en fællesnordisk bekæmpelse af en eventuel influenzaepidemi, opkvalificering af sundhedspersonale og kvalitetsudvikling.

Indsatser mod stofmisbrug og spredning af HIV/AIDS

Et fællestræk for alkoholpolitikken i de nordiske lande er at man værner stærkt om folkesundhedsperspektivet. De nordiske lande samarbejder på alkoholområdet via nden for EU-samarbejdet og Verdenssundhedsorganisationen. Udviklingen er på vej i den rigtige retning når det gælder graden af opmærksomhed i forhold til alkoholproblematikken i EU og internationalt, men der stilles dog øgede krav til de nordiske lande om at opretholde deres kompetence og holde sig ajour med udviklingen i takt med at alkoholspørgsmålene får større opmærksomhed på internationalt plan. Der er brug for fælles anstrengelser for at forhindre de negative konsekvenser for folkesundheden og for at hjælpe til med at sprede den videnskabelige viden på både europæisk og internationalt plan.

Det nordiske samarbejde omfatter også et præventivt arbejde i forhold til brugen af andre stoffer. De nordiske lande er i gang med vigtige samarbejdsindsatser mod for eksempel narkotikamisbrug, ikke kun i Norden men i hele Østersøområdet. Norden er en drivkraft inden for Den Nordlige Dimensions Partnerskap om Folkesundhed og Social Velfærd, hvor eksempelvis indsatser mod alkohol- og narkotikamisbrug samt bekæmpelse af HIV/AIDS er i fokus.

Nordens Velfærdscenter Finland fremmer og udvikler det tværvidenskabelige samarbejde inden for alkohol- og rusmiddelforskning samt forskning i andre vanedannende stoffer. Virksomheden koncentrerer sig først og fremmest om samfundsvidenskabelig forskning, herunder socialmedicin og socialpsykiatri. Institutionen arbejder for at skabe større viden om brug af rusmidler, prævention, rusmiddelpolitik, rusmiddelrelaterede skader og behandling af misbrugere.

Vil du vide mere om nordisk sundhed?

De nordiske lande har et fælles samarbejdsorgan med henblik på koordineringen af sundhedsstatistik: Nordisk Medicinalstatistisk Komité (NOMESKO). Komitéen udgiver en årlig rapport om den samlede sundhedsstatistik i Norden og arbejder for at de nordiske medicinalstatistiske redegørelser i størst mulig udstrækning bliver sammenlignelige. NOMESKO tager også initiativ til udviklingsprojekter og følger den internationale udvikling i medicinalstatistiske spørgsmål.

En vigtig aktør i det nordiske folkesundhedsarbejde er Nordisk højskole for folkesundhedsvidenskab (NHV) hvis formål er at sprede multiprofessionel viden som fremmer en god og jævnbyrdig sundhed. Med de studerende i centrum og en høj videnskabelig kvalitet og samfundsrelevans driver NHV forskning, undervisning og rekvireringskurser med henblik på nutidens og fremtidens folkesundhed.

Kontakt

Vilborg Hauksdóttir
Telefon: +45 3396 0370
E-mail:

Nyheder

Kalender

Er du interesseret i nordiske nyheder om velfærd og ligestilling?

Abonnér på vores nordisek nyheder