Det nordisk-baltiske digitaliseringssamarbejde

Unge kvinder med telefoner
Photographer
Benjamin Suomela / Norden.org
Vores vision er, at Norden og Baltikum skal være verdens mest integrerede region. Samarbejdet om digitale løsninger er helt centralt for realiseringen af visionen.

Målet for samarbejdet er et digitalt indre marked i Norden og Baltikum. Vigtige elementer i dette samarbejde er at give adgang til digitale tjenester på tværs af landegrænserne og fremme innovative digitale løsninger, som bidrager til den digitale grønne omstilling. Hertil kommer indsatsområdet om digital tillid gennem styrket digital inklusion og ansvarlig digital ledelse.

De nordiske og baltiske lande er blandt de mest digitaliserede og innovative i verden. For at udnytte vores konkurrencefordele er ambitionen, at regionen fortsætter sin digitale integration.

MR-DIGITAL arbejder for at finde fælles løsninger på de problemer, som borgere og virksomheder i landene oplever i forbindelse med studier, job eller virksomhedsdrift på tværs af grænserne i regionen. Samtidig fremmes innovative teknologiske løsninger, som gør det lettere for iværksættere at udvikle nye tjenester til individer og virksomheder.

Digitalisering er et tværsektorielt område, som spænder over flere forskellige ministerråd i det nordiske samarbejde. Arbejdet med digitalisering tager udgangspunkt i ministerdeklarationen Digital North 2.0. Denne erklæring, som er udarbejdet i 2020, er baseret på de nordisk-baltiske landes fælles prioriteringer og bygger på den tidligere ministererklæring, Digital North 2017-2020.

For at fremme arbejdet med digitalisering, koordinere indsatserne og følge op på deklarationens mål, blev der etableret et ministerråd for digitalisering (MR-DIGITAL) i 2017. Målet er at fremme udviklingen på tre områder:

  1. Øge mobiliteten og integrationen i de nordisk-baltiske region ved at bygge på en fælles platform for digitale tjenester på tværs af grænserne.
  2. Fremme grøn økonomisk vækst og en bæredygtig udvikling i den nordisk-baltiske region gennem datadrevet innovation og retfærdig økonomi med henblik på effektiv deling og genbrug af data.
  3. Fremme nordisk-baltisk lederskab i EU/EØS i en global, bæredygtig og inkluderende digital transformation af vores samfund.

For at opnå disse mål iværksætter MR-DIGITAL og medlemslandene en række projekter, som gennemføres af de enkelte lande, men koordineres og styres centralt via MR-DIGITAL's sekretariat.

Nordisk Ministerråds handlingsplan for Vision 2030

Handlingsplanen beskriver, hvordan Nordisk Ministerråd skal arbejde for at nå visionens mål gennem en række initiativer, som er knyttet til visionens tre strategiske prioriteringer: et grønt Norden, et konkurrencedygtigt Norden og et socialt bæredygtigt Norden. Der er knyttet tolv mål til de strategiske prioriteringer. De strategiske prioriteringer og målene er styrende for hele Nordisk Ministerråd virksomhed i de næste fire år. Handlingsplanen er opdelt i tolv dele, som er knyttet til de tolv mål.