Disse ord blev sagt som en konstatering, da Foreningen Norden, afholdt debatmøde i Tórshavn om den igangværende strid om fordelingen af makrelkvoterne i Nordatlanten.
På tilhørerpladserne sad redere, fiskere, politikere og enkelte andre interesserede. Der var ingen til stede, som repræsenterede de udenlandske interesser.
Derfor var der heller ikke alene enighed om konstateringen af, at Norge nu havde valgt EU som allieret partner. Der kunne også ytres andre sætninger uden modspil fra tilhørerne:
”Norge er en brodernation, når fordelen går til Norge. Så snart vi skal have noget tilbage, så ser vi ikke noget til denne brodernation.”
Flere gange blev lignede udtalelser fremsat uden at nogen følte grund til at modificere eller bare spørge nærmere ind til dem. Eller for den sags skyld at nuancere dette synspunkt.
Personerne, som fremsatte og accepterede disse udtalelser, er blandt de højest placerede i det færøske fiskerierhverv.
Tredje forhandlingsrunde om fordelingen af makrelkvoten i Nordatlanten begyndte i Oslo den 25. november 2010. Ved forhandlingsbordet sad EU, Norge, Færøerne og Island.
Den færøske chefforhandler i makrelforhandlingerne, Andras Kristiansen, begyndte sit oplæg på mødet i Tórshavn med den enkle påstand, at enhver står sig selv nærmest.
Dermed afslørede han vel også, at Færøerne i makrelforhandlingerne bliver nødt til at kæmpe alene og ikke skal forvente hjælp andre steder fra, og heller ikke er parat til at hjælpe andre.
Set med færøske øjne er kernen i makrelstriden, at EU og Norge benytter en regnemodel til at fastsætte makrelkvoten, som hverken tilgodeser de færøske fiskere eller tager højde for færøske erfaringer.
Færøske fiskeriundersøgelser viser nemlig, at makrelbestanden er langt mere udbredt end EU og Norge påstår.
Der er flere kriterier, hvorpå adgangen til større makrelkvoter kan bygge. Jan Arge Jacobsen, fiskeribiolog fra Færøernes Fiskeriundersøgelser (Havstovan), opridsede fem mulige kriterier, som kan bruges:
1. historisk fiskeri, 2. gydning, 3. rettigheder baseret på, hvor makrellen i en periode opholder sig og tager sin føde, 4. fiskeriundersøgelser, herunder ægtællinger og oversigttrawling og 5. adgang til fiskeri.
De færøske undersøgelser sommeren 2010 viser, lige som de norske og islandske, at makrelbestanden er vokset og har bevæget sig nordover og vestover. Dermed findes den i store mængder i sommermånederne i færøsk og islandsk havområde.
Ifølge Jan Arge Jacobsen, sværger EU til ægtælling. Mens de hverken vil godtage eller være med i de årlige undersøgelser om sommeren, når makrellen har sin største udbredelse. EU – og nu også Norge – tillægger kun fiskeri og ægtælling vægt, mens de andre kriterier ignoreres og ikke tillægges nogen vægt. For Færøerne betyder det, at totalkvoten fastsættes og fordeles efter uegnede kriterier.
Det er i forhandlingssituationen at de forskellige kriterier vejes op i mod hinanden og ægtælling er ikke til Færøernes fordel.
Det er ikke tilfældigt, at Jan Arge Jacobsen nævner fiskeri, som det vigtigste kriterium. Det er svært at argumentere for, at der ikke er makrel i færøsk havområde, når færøske skibe i år har fisket 85.000 tons.
At Færøerne, i strid med anbefalinger fra ICES (International Council for the Exploration of the Sea, red.), har tildelt sig selv 85.000 tons er selvfølgelig en provokation eller et klart signal til EU og Norge om, at makrelstriden ikke kun kommer til at foregå på EU's skriveborde.
Jan Arge Jacobsen konkluderer, at det selvbestaltede færøske fiskeri de sidste fire måneder sender et klart signal til EU og Norge, som ikke kan ignoreres.
Man har tidligere fra færøsk side forsøgt at få et nyt kriterium på banen, når fiskeriressourcerne skal fordeles eller genforhandles. Dette kriterium er baseret på princippet om, at de lande, hvor det pågældende fiskeri har særlig stor økonomisk betydning, bør have en fordel i forbindelse med tildeling af fiskekvoter. Det vil sige, at der skal være en vis hensyntagen til landenes økonomiske situation.
Der er selvindlysende, at omdrejningspunktet i færøsk udenrigspolitik er og bliver forvaltning og forhandling af naturressourcer. Det burde betyde, at det nyoprettede færøske udenrigsministerium skulle opbygge en diplomatisk beredskabstjeneste, som skulle tjene de samlede færøske udenrigspolitiske interesser.
I forbindelse med regeringssamarbejdet i 2008, blev der oprettet et decideret udenrigsministerium.
Dog er situationen den, at det er fiskeriministeriet der forhandler fiskeriaftaler på plads. Man må nok, lidt tørt, konstatere, at udenrigsministeriet står på sidelinjen i de absolut vigtigste udenrigspolitiske forhandlinger.
Så underligt det end kan lyde er det nok turisme og branding af Færøerne der er det største ansvarsområde i det færøske udenrigsministerium.
Makrelforhandlingerne føres, ligesom andre fiskeriforhandlinger, af fiskeriministeriet med repræsentanter fra fiskeerhvervet og ikke af udenrigsministeriet.
Høgni Hoydal, formand for Tjóðveldi, har altid har været fortaler for at opbygge en færøsk udenrigspolitik og er langt fra tilfreds med ministeriets indsats.
Han påpeger, at udenrigsministeriet burde koordinere alle færøske interesser på det udenrigspolitiske område, således at der opbygges alliancer, som kan sikre de færøske almene interesser.
Andras Kristiansen, chefforhandler, i Fiskeriministeriet, understreger, at de enkelte fiskeriforhandlinger skal ses isoleret. Han afviser, at forhandlingerne om makrelrettighederne, kan eller skal ses i et bredere udenrigspolitisk lys.
Høgni Hoydal vurderer, at denne holdning betyder, at Fiskeriministeriet reelt set ikke forhandler for de almene færøske interesser, men først og fremmest for redernes interesser og de organisationer, som får tildelt flere fiskeressourcer gennem forhandlingerne. Med andre ord bliver resultatet af fiskeriforhandlingerne en lokal fordelingspolitik.
Isolerede forhandlinger om hver enkelt fiskeriaftale – ført af fiskeriministeriet – fører ikke nødvendigvis til de bedste resultater for Færøerne. Det bliver til et uendeligt tovtrækkeri frem og tilbage om lokale økonomiske interesser.
Et færøsk udenrigsministerium skulle, hvis det stod til Høgni Hoydal, kende den diplomatiske infrastruktur, lige som udenrigsministeriet skulle stå for den overordnede strategi. Et strategisk mål ville være ad diplomatisk vej at få det nye tildelings-kriterium ind i spillet om fiskeressourcerne. Det kunne også være et spørgsmål om, hvorledes Færøerne tilegner sig den bedste viden på alle områder, som indgår i udenrigspolitiske forhandlinger.
Høgni Hoydal beklager, at Norge i makrelstriden har allieret sig med EU. Hvis et færøsk udenrigsministerium havde prioriteret en koordineret udenrigspolitik, så var resultatet blevet, at de nordiske lande havde indset deres fællesinteresse i forvaltningen af fiskeressourcerne i Nordatlanten.
Hjemmestyrerordninger betyder, at Færøerne ikke kan føre egen udenrigspolitik. Men alligevel har det færøske lagting sat sig flere målsætninger, som til dels kan opnås med de frihedsgrader, der trods alt er inden for hjemmestyret og til dels gennem den danske udenrigstjeneste.
Det første udenrigspolitiske fremskridt var da Færøerne, som det første vesteuropæiske land, indgik bilateral fiskeriaftale med daværende Sovjetunionen.
Færøerne valgte også sin egen vej, da Danmark blev medlem af EEC eller EU. Færøerne har i dag egen handels- og fiskeriaftale med EU.
Det er dog mest på fiskeriområdet, at Færøerne kan agere selvstændigt i det udenrigspolitiske rum. Færøerne har i flere år deltaget som selvstændigt medlem i fiskeriaftaler med nabolandene i Nordatlanten.
Handelsrelationerne mellem Færøerne og EU er reguleret i en frihandelsaftale fra 1997. Der er ingen hindringer for EU at sælge varer og tjenester på Færøerne. På den anden side er der enkelte hindringer for handel med fiskevarer.
I tidligere aftaler mellem Færøerne og EU var der kvoter og toldloft på flere fiskerivarer, men langt de fleste forhindringer er forsvundet i aftalen fra 1997. I realiteten har Færøerne en langt bedre handelsaftale med EU end med lande uden for EU. Dog bortset fra Island, hvor der er skabt et frihandelsrum.
]]>Et nordisk samarbejde som strækker sig på tværs af Nordatlanten til Canada er ikke nogen selvfølge. Man kan ikke umiddelbart koble de nordiske lande sammen med de tyndt befolkede canadiske provinser.
Men politisk set er der muligheder for et samarbejde, der kan gavne udkantsområderne og som også kan udvikle områderne – både erhvervsmæssigt og kulturelt.
Set fra Færøerne er det nordiske samarbejde de seneste mange år trukket østover mod de baltiske lande. Island har som det eneste land haft muligheden for at tale Vestnordens sag. Hverken Færøerne eller Grønland har haft status som selvstændige medlemmer af Nordisk Ministerråd.
Nuværende minister for nordiske anliggende – den konservative Jørgen Niclasen – var en af kritikerne af øst-drejningen i det nordiske samarbejde. Han var en af dem, der mente, at Færøerne var lukket ude af nordiske samarbejde. I dag har har han en anden holdning.
- Tidligere mente jeg, at det nordiske samarbejde fokuserede for meget østover, men det var en fejl fra min side. De baltiske lande er næsten blevet nordiske. Nu er udfordringen, at de nordiske lande videreudvikler det nordiske samarbejde til vores fælles globale udfordringer. Vi skal som en nordisk enhed samarbejde udover Norden. Heri indgår samarbejde med de atlantiske provinser i Canada, siger Jørgen Niclassen i dag.
Her ligger muligheden for Færøerne, Island, Grønland og Vestnorge for at komme mere på banen i det nordiske samarbejde. Her kan skabes et brohoved til et samarbejde vestover – til Canada og til øerne ud for Skotland.
Heri ligger også en mulighed for en ny anerkendelse af Vestnorden, som ligeværdig samarbejdspartner.
Høgni Hoydal, fra republikanerne, var minister for nordiske anliggende inden Jørgen Niclasen.
For Høgni Hoydal er Færøernes muligheder for at indgå i nordisk og internationalt samarbejde en vej til større selvstændighed og et redskab til at vise, at også små nationer har noget at bidrage med i verdenssamfundet.
Derfor bruger han enhver lejlighed til at påpege, hvor vigtigt det er at samarbejde til alle sider, men det skal være jævnbyrdigt og ikke som vedhæng til andre nordiske lande.
- Norden skal være hele Norden – også Færøerne, Island og Grønland. Så kan vi som en enhed samarbejde med vore naboområder, så som de vestskotske øer og de atlantiske provinser i Canada. Men det kræver også, Norden udvikler sig til mere end et synonym for Skandinavien, siger Høgni Hoydal.
- Nordens nærområder er lige så meget Canada som de baltiske lande og Hviderusland. Vi har mange fælles interesseområder med folk i Nord-øst Canada. Først og fremmest havmiljø, klimaændringer og de demografiske problemer, som rammer vore udkantsområder, uddyber Hoydal.
Jørgen Niclasen, antyder også, at Norden ikke altid har været hele Norden. Men han har samme kraftige ønske om, at Færøerne, Island og Grønland kommer til at spille en mere ligeværdig rolle i det nordiske samarbejde.
-Vi har tidligere hørt i FN-sammenhæng om den nordiske mafia, hvor man på forhånd vidste, at de nordiske lande stemte ens. Det var en fin holdning, som jeg mener vi skal bruge i mange flere sammenhænge. At et fælles Norden går ud i verden med fælles holdninger til internationalt samarbejde.
Det er indlysende, at et nordisk samarbejde vestover skal bestå af det formelle politiske samarbejde, men projektsamarbejde er også en nødvendighed.
NORA, som er en komité under Nordisk Ministerråd, der repræsenterer Grønland, Island, Færøerne og Kystnorge, vil være en naturlig spydspids i projektsamarbejdet.
De seneste år har NORA arbejdet for et tættere samarbejde mellem NORA-landene og naboerne mod vest. Det er sket bl.a. gennem afholdelsen af fælles konferencer og andre netværkstiltag.
NORA’s ambitionen er, at de vestlige naboer - Canada, Skotland og de skotske øer - i de kommende år skal deltage stadig mere aktivt i projektsamarbejdet.
Set med vestnordiske øjne er et tættere samarbejde med naboerne mod vest oplagt, da disse lande og regioner står over for mange af de samme udfordringer og muligheder som NORA-landene. Det gælder f.eks. i forhold til fraflytningen fra tyndtbefolkede kystsamfund, behov for nye løsninger inden for miljø, energi og turisme, forskning i og udnyttelse af havressourcer og akvakultur samt eventuel udvinding af råstoffer som olie og mineraler.
- En organisation, som NORA, er velegnet til at knytte mennesker sammen. Vi – fra landsstyrets side – har så til opgave at få et samarbejde mellem de politiske systemer. Det færøske landsstyre har planer om at styrke samarbejdet vestover, og vi opfatter NORA som en god samarbejdspartner i det arbejde, siger Jørgen Niclasen.
- Udover det regionale samarbejde gennem NORA, deltager vi også i et større regionalt samarbejdsforum gennem NPP (EU regionaludviklingsprogram, red.) der bl.a. fokuserer på innovation og konkurrencedygtighed i udkantsområder. Igennem NPP deltager Færøerne i samarbejdsprojekter med eksempelvis Canada og Skotland, uddyber han.
NORAs fokus på Nordens vestlige naboer har de seneste år resulteret i et voksende antal samarbejdsprojekter.
Som et led i bestræbelserne på yderligere at styrke dette nabosamarbejde besøgte en fact-finding mission fra NORA i oktober 2008 Canadas hovedstad Ottawa og hovedstæderne i to af landets atlantiske provinser, Halifax i Nova Scotia og St. John's i Newfoundland-Labrador.
Ikke mindst besøgene i de to atlantprovinser bekræftede, at man også her havde et ønske om at styrke samarbejdet om de problemstillinger og udfordringer, som er fælles for NORA-regionen og provinserne i det østlige Canada.
Samtidig med, at nationalstaten udviskes og bliver del af større enheder, ser man også behovet for regionale identiteter.
Under NORAs besøg i Canada mødte delegationen Paul Gibbard, director, Aboriginal - and Circumpolar Affairs. Han lagde især vægt på behovet for at skabe en regional identitet, som kunne være med til at facilitere et styrket samarbejde i den nordatlantiske og circumpolare region.
- Hvad der tidligere blev set som nationale problemer med nationale løsninger bliver i stadig højere grad regionale problemer, som nødvendiggør et regionalt samarbejde. Havet og isen er ikke noget, der skiller os, men noget der binder os sammen, siger Paul Gibbard.
Han understreger også, at for at finde løsninger på de fælles udfordringer, må man sikre et bedre samarbejde på alle niveauer - gennem fælles projekter, gennem udveksling af studerende og forskere osv.
- Jeg ser muligheder i et strategisk samarbejde på blandt andet forskningsområdet med de atlantiske provinser i Canada. Vi har mange fællesproblemer at løse i forhold til havmiljø og den stigende trafik i Nordatlanten. Sikkerheden til søs bliver mere vigtig i takt med, at trafikken gennem Nordvest-passagen ser ud til at blive aktuel, siger Høgni Hoydal.
Begge de færøske landstyremedlemmer erkender, at set med færøske øjne, er det ikke tilstrækkeligt kun at samarbejde på regeringsniveau.
Jørgen Niclasen er optimistisk, men erkender at samarbejdet mod vest ikke har højeste prioritet.
- Vores samarbejde med Canada består på politisk plan og fokuserer specielt omkring havets ressourcer - fiskeri og havpattedyr. Der er basis for andet samarbejde, men vi er i startfasen, afslutter han.
]]>