”Norge har valgt side. Norge har valgt EU's side i striden om fiskerettigheder til makrel i Nordatlanten.”

Disse ord blev sagt som en konstatering, da Foreningen Norden, afholdt debatmøde i Tórshavn om den igangværende strid om fordelingen af makrelkvoterne i Nordatlanten.

På tilhørerpladserne sad redere, fiskere, politikere og enkelte andre interesserede. Der var ingen til stede, som repræsenterede de udenlandske interesser.

Derfor var der heller ikke alene enighed om konstateringen af, at Norge nu havde valgt EU som allieret partner. Der kunne også ytres andre sætninger uden modspil fra tilhørerne:

”Norge er en brodernation, når fordelen går til Norge. Så snart vi skal have noget tilbage, så ser vi ikke noget til denne brodernation.”

Flere gange blev lignede udtalelser fremsat uden at nogen følte grund til at modificere eller bare spørge nærmere ind til dem. Eller for den sags skyld at nuancere dette synspunkt.

Personerne, som fremsatte og accepterede disse udtalelser, er blandt de højest placerede i det færøske fiskerierhverv.

Lande står sig selv nærmest

Tredje forhandlingsrunde om fordelingen af makrelkvoten i Nordatlanten begyndte i Oslo den 25. november 2010. Ved forhandlingsbordet sad EU, Norge, Færøerne og Island.

Den færøske chefforhandler i makrelforhandlingerne, Andras Kristiansen, begyndte sit oplæg på mødet i Tórshavn med den enkle påstand, at enhver står sig selv nærmest.

Dermed afslørede han vel også, at Færøerne i makrelforhandlingerne bliver nødt til at kæmpe alene og ikke skal forvente hjælp andre steder fra, og heller ikke er parat til at hjælpe andre.

Set med færøske øjne er kernen i makrelstriden, at EU og Norge benytter en regnemodel til at fastsætte makrelkvoten, som hverken tilgodeser de færøske fiskere eller tager højde for færøske erfaringer.
Færøske fiskeriundersøgelser viser nemlig, at makrelbestanden er langt mere udbredt end EU og Norge påstår.

Fiskeri er det bedste argument

Der er flere kriterier, hvorpå adgangen til større makrelkvoter kan bygge. Jan Arge Jacobsen, fiskeribiolog fra Færøernes Fiskeriundersøgelser (Havstovan), opridsede fem mulige kriterier, som kan bruges:

1. historisk fiskeri, 2. gydning, 3. rettigheder baseret på, hvor makrellen i en periode opholder sig og tager sin føde, 4. fiskeriundersøgelser, herunder ægtællinger og oversigttrawling og 5. adgang til fiskeri.

De færøske undersøgelser sommeren 2010 viser, lige som de norske og islandske, at makrelbestanden er vokset og har bevæget sig nordover og vestover. Dermed findes den i store mængder i sommermånederne i færøsk og islandsk havområde.

Ifølge Jan Arge Jacobsen, sværger EU til ægtælling. Mens de hverken vil godtage eller være med i de årlige undersøgelser om sommeren, når makrellen har sin største udbredelse. EU – og nu også Norge – tillægger kun fiskeri og ægtælling vægt, mens de andre kriterier ignoreres og ikke tillægges nogen vægt. For Færøerne betyder det, at totalkvoten fastsættes og fordeles efter uegnede kriterier.

Det er i forhandlingssituationen at de forskellige kriterier vejes op i mod hinanden og ægtælling er ikke til Færøernes fordel.
Det er ikke tilfældigt, at Jan Arge Jacobsen nævner fiskeri, som det vigtigste kriterium. Det er svært at argumentere for, at der ikke er makrel i færøsk havområde, når færøske skibe i år har fisket 85.000 tons.

Færøerne trodser ICES

At Færøerne, i strid med anbefalinger fra ICES (International Council for the Exploration of the Sea, red.), har tildelt sig selv 85.000 tons er selvfølgelig en provokation eller et klart signal til EU og Norge om, at makrelstriden ikke kun kommer til at foregå på EU's skriveborde.
Jan Arge Jacobsen konkluderer, at det selvbestaltede færøske fiskeri de sidste fire måneder sender et klart signal til EU og Norge, som ikke kan ignoreres.

Man har tidligere fra færøsk side forsøgt at få et nyt kriterium på banen, når fiskeriressourcerne skal fordeles eller genforhandles. Dette kriterium er baseret på princippet om, at de lande, hvor det pågældende fiskeri har særlig stor økonomisk betydning, bør have en fordel i forbindelse med tildeling af fiskekvoter. Det vil sige, at der skal være en vis hensyntagen til landenes økonomiske situation.

Udenrigspolitik er forvaltning af ressourcer

Der er selvindlysende, at omdrejningspunktet i færøsk udenrigspolitik er og bliver forvaltning og forhandling af naturressourcer. Det burde betyde, at det nyoprettede færøske udenrigsministerium skulle opbygge en diplomatisk beredskabstjeneste, som skulle tjene de samlede færøske udenrigspolitiske interesser.

I forbindelse med regeringssamarbejdet i 2008, blev der oprettet et decideret udenrigsministerium.

Dog er situationen den, at det er fiskeriministeriet der forhandler fiskeriaftaler på plads. Man må nok, lidt tørt, konstatere, at udenrigsministeriet står på sidelinjen i de absolut vigtigste udenrigspolitiske forhandlinger.

Så underligt det end kan lyde er det nok turisme og branding af Færøerne der er det største ansvarsområde i det færøske udenrigsministerium.

Udenrigspolitisk koordinering mangler

Makrelforhandlingerne føres, ligesom andre fiskeriforhandlinger, af fiskeriministeriet med repræsentanter fra fiskeerhvervet og ikke af udenrigsministeriet.

Høgni Hoydal, formand for Tjóðveldi, har altid har været fortaler for at opbygge en færøsk udenrigspolitik og er langt fra tilfreds med ministeriets indsats.

Han påpeger, at udenrigsministeriet burde koordinere alle færøske interesser på det udenrigspolitiske område, således at der opbygges alliancer, som kan sikre de færøske almene interesser.

Andras Kristiansen, chefforhandler, i Fiskeriministeriet, understreger, at de enkelte fiskeriforhandlinger skal ses isoleret. Han afviser, at forhandlingerne om makrelrettighederne, kan eller skal ses i et bredere udenrigspolitisk lys.

Høgni Hoydal vurderer, at denne holdning betyder, at Fiskeriministeriet reelt set ikke forhandler for de almene færøske interesser, men først og fremmest for redernes interesser og de organisationer, som får tildelt flere fiskeressourcer gennem forhandlingerne. Med andre ord bliver resultatet af fiskeriforhandlingerne en lokal fordelingspolitik.

Lokal fordelingspolitik afgørende

Isolerede forhandlinger om hver enkelt fiskeriaftale – ført af fiskeriministeriet – fører ikke nødvendigvis til de bedste resultater for Færøerne. Det bliver til et uendeligt tovtrækkeri frem og tilbage om lokale økonomiske interesser.

Et færøsk udenrigsministerium skulle, hvis det stod til Høgni Hoydal, kende den diplomatiske infrastruktur, lige som udenrigsministeriet skulle stå for den overordnede strategi. Et strategisk mål ville være ad diplomatisk vej at få det nye tildelings-kriterium ind i spillet om fiskeressourcerne. Det kunne også være et spørgsmål om, hvorledes Færøerne tilegner sig den bedste viden på alle områder, som indgår i udenrigspolitiske forhandlinger.

Høgni Hoydal beklager, at Norge i makrelstriden har allieret sig med EU. Hvis et færøsk udenrigsministerium havde prioriteret en koordineret udenrigspolitik, så var resultatet blevet, at de nordiske lande havde indset deres fællesinteresse i forvaltningen af fiskeressourcerne i Nordatlanten.

Hjemmestyret forhandler fisk

Hjemmestyrerordninger betyder, at Færøerne ikke kan føre egen udenrigspolitik. Men alligevel har det færøske lagting sat sig flere målsætninger, som til dels kan opnås med de frihedsgrader, der trods alt er inden for hjemmestyret og til dels gennem den danske udenrigstjeneste.

Det første udenrigspolitiske fremskridt var da Færøerne, som det første vesteuropæiske land, indgik bilateral fiskeriaftale med daværende Sovjetunionen.

Færøerne valgte også sin egen vej, da Danmark blev medlem af EEC eller EU. Færøerne har i dag egen handels- og fiskeriaftale med EU.

Det er dog mest på fiskeriområdet, at Færøerne kan agere selvstændigt i det udenrigspolitiske rum. Færøerne har i flere år deltaget som selvstændigt medlem i fiskeriaftaler med nabolandene i Nordatlanten.

Handelsrelationerne mellem Færøerne og EU er reguleret i en frihandelsaftale fra 1997. Der er ingen hindringer for EU at sælge varer og tjenester på Færøerne. På den anden side er der enkelte hindringer for handel med fiskevarer.

I tidligere aftaler mellem Færøerne og EU var der kvoter og toldloft på flere fiskerivarer, men langt de fleste forhindringer er forsvundet i aftalen fra 1997. I realiteten har Færøerne en langt bedre handelsaftale med EU end med lande uden for EU. Dog bortset fra Island, hvor der er skabt et frihandelsrum.

The views expressed are those of the author.