Det vil være synd at sige, at begreber som kulturel mangfoldighed og det multikulturelle samfund hører til plus-ordene i danskernes vokabularium.

Tværtimod har Danmark i 10-15 år været præget af en følelsesladet debat om, hvor åbent landet skal være over for indvandring. Netop dette tema har været et af de mest centrale i dansk politik, og ved valget i 2001 var opgøret om udlændingepolitikken med til at skabe et valgresultat af historiske dimensioner.

Den socialdemokratisk ledede regering med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen blev smidt på porten. Socialdemokraterne måtte overlade positionen som landets største parti til Venstre anført af Anders Fogh Rasmussen. Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i spidsen oplevede et gennembrud og blev parlamentarisk base for den nye borgerlige regering. Og endelig betød valget, at de små midterpartier, som i årevis havde kontrolleret de afgørende mandater og kunnet afgøre farven på en regering, blev sat uden for indflydelse.

Siden har udlændingetemaet været brandvarmt i valgkampene i 2005 og 2007, ligesom det har fyldt ekstremt meget i massemedierne. Med Muhammed-krisen kom Danmark i centrum for et dramatisk sammenstød mellem muslimers krav om respekt for Islam og den danske regerings benhårde forsvar for ytringsfriheden. Et sammenstød, som for nylig blev genopført i forbindelse med den skandaleombruste Durban II-konference i Geneve.

I de seneste måneder har udlændingedebatten fået en ny, uhyggelig dimension, efter at rockere og indvandrerbander har kastet sig ud i regulære gadekrige i deres forsøg på at få kontrol over handlen med stoffer.

Danskere har – vantro – været vidner til skuddueller på Nørrebro i København ved højlys dag. Og for mange nåede udviklingen smertepunktet, da indvandrerbander begyndte at kropsvisitere borgere, når de bevægede sig rundt på det indre Nørrebro.

På rekordtid rejste sig et folkekrav om, at politi og politikere skred ind, og svaret fra regeringen blev en ”bande-pakke” med hårdere strafbestemmelser og nemmere adgang til at udvise indvandrere uden dansk statsborgerskab, hvis de begik banderelateret kriminalitet.

Solstrålehistorier trods alt

Med den forhistorie siger det næsten sig selv, at solstrålehistorier om det mangfoldige og multikulturelle i udpræget grad har været i undertal.

Tværtimod har debatten i perioder fået den internationale – herunder den nordiske – presse til at skrive kritisk om det før så tolerante land, der pludselig blev lukket og fremmedfjendsk. 9 ud af 10 danske politikere vil imidlertid svare, at det har været nødvendigt at gennemføre en hård opbremsning af indvandringen til Danmark, hvor mange kom til Danmark som ”gæstearbejdere” fra fattige landsbysamfund i lande som Tyrkiet og Pakistan, og hvor overgangen til Danmark ofte viste sig særdeles svær. I dag er indvandringen på ingen måde stoppet, men ændringerne i lovgivningen har ført til, at langt flere velkvalificerede udlændinge kommer til landet.

Derudover vil politikerne sige, at opbremsningen i tidligere tiders indvandring har været en nødvendig forudsætning for at kunne løse den enorme integrationsopgave, som indvandringen kom til at udløse i Danmark.

Ikke desto mindre findes en lang række historier om indvandrere og deres efterkommere, som med energi og dygtighed er slået igennem i erhvervslivet, i politik og i den kulturelle verden. Bandeopgørene stjæler overskrifterne, men aldrig før har så mange indvandrere og deres børn oplevet så mange gennembrud i deres nye hjemland.

Stærke rollemodeller

I den politiske verden har Naser Khader i flere år været en af Danmarks suverænt mest populære politikere. Hans popularitet var en vigtig del af forklaringen på, at hans nye parti ”Ny Alliance” ved fremkomsten i foråret 2007 tordnede frem i meningsmålingerne, indtil intern uenighed og graverende ledelsesfejl tog livet af partiet.

I Socialistisk Folkeparti findes lægen Kamal Qureshi – med pakistansk baggrund - og sygeplejersken Özlem Sara Cekic med tyrkisk baggrund. Sidstnævnte har for nylig udgivet den roste bog ”Fra Føtex til Folketinget” – altså fra supermarkedet til parlamentet – om sin succesrige kamp for at kunne håndtere udfordringerne som nydansker.

I kulturlivet har skuespilleren, forfatteren, foredragsholderen og columnisten Farshad Kholghi haft succes. I 1984 flygtede Kholghis familie fra Iran til Danmark for at beskytte ham mod at blive kanonfødeføde i krigen mod Irak. I Danmark har han skrevet bogen ”Verden er ét land” om sit liv. Han har optrådt på teatret og medvirket i film, ligesom han i rollen som kommentator har været en stærk stemme i debatten om indvandring, religion, ytringsfrihed og kæmpet imod radikaliseringen af børn og unge med indvandrerbaggrund.

På den danske stand-up scene har Omar Marzouk med egyptisk baggrund brugt humor som våben – og måske især som lynafleder – over for de fordomme, som præger forholdet mellem danskere og indvandrere. Intet har været helligt. Et af hans indslag hed ”OPS – Oplysning til Perkerne om Samfundet”. Et andet fik titlen ”Omar og Ondskabens Akse”.

Inden for musikken er et af de stærkeste bands fra Danmark ”Outlandish”, en gruppe bestående af tre unge muslimske mænd, som har formået at ramme både danskerne og et internationalt publikum med deres musik.

Ny trend

Skeptikeren vil indvende, at det ikke er mange eksempler i forhold til en befolkning på mere end fem millioner borgere. Hvilket selvfølgelig er rigtigt. Men pointen er, at disse rollemodeller i stigende grad er eksponenter for en trend, som viser, at flere og flere med indvandrerbaggrund klarer sig godt i det danske samfund.

Forleden bragte det venstreorienterede dagblad Information en længere artikel, hvor indledningen – med et citat fra en tidligere statsminister – lød: ”Det går ufatteligt godt.” Derpå opremsede journalisten, hvordan lidt over hver fjerde polit- og oeconstuderende har anden etnisk herkomst end dansk, ligesom det på lavere niveau i stor stil er lykkedes at få mænd og kvinder med anden etnisk herkomst end dansk fjernet fra overførselsindkomst og indlemmet som skattebetalere.

I artiklen kunne direktøren for Foreningen Nydansker, Torben Møller Hansen, slå det lykkelige budskab fast, at Danmark for alvor er begyndt at få indvandrere i arbejde.

I starten af april blev nøjagtig samme budskab afsendt fra den ellers så udskældte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. I en pressemeddelelse påpegede hun, at regeringens mål fra 2004 om at få 25.000 flere nydanskere i job inden 2010 var blevet indfriet. Målet stammer fra regeringsdokumentet ”Nye Mål” fra februar 2005, hvoraf det fremgår, at 60.000 flere skulle opnå beskæftigelse inden 2010, heraf skulle op til 25.000 være nydanskere – altså indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Det var en forudsætning for målet, at der skulle tages højde for den demografiske udvikling – dvs. at flere ville komme i den arbejdsdygtige alder og bevæge sig ud på arbejdsmarkedet i perioden.

I 2004 var der ca. 94.000 nydanskere fra ikke-vestlige lande i beskæftigelse. I 2008 var tallet steget til ca. 120.000 nydanskere, når der korrigeres for den demografiske udvikling. Dermed er beskæftigelsen steget med ca. 26.000 nydanskere fra 2004 til 2008.

”Da regeringen opstillede målet om de 25.000 flere indvandrere i beskæftigelse i 2004, var det et meget ambitiøst mål, og mange var kritiske over for om det kunne indfries. Det glæder mig derfor, at målet er opfyldt allerede nu”, lød det fra integrationsministeren.

En af forklaringerne er, at Danmark – indtil nu – har været begunstiget af flere år med økonomisk fremgang, som har fået virksomhederne til at kæmpe for at rekruttere al tilgængelig arbejdskraft. Men samtidig viser tallene fra uddannelsesområdet, at flere nydanskere er i gang med en ungdoms- eller videregående uddannelse, ligesom nye undersøgelser viser, at indvandrerne selv føler sig bedre integrerede i det danske samfund.

Midt i skudsalverne fra de københavnske gader drukner disse positive historier – men de findes, og der bliver rent faktisk flere og flere af dem.

The views expressed are those of the author.