Normalt er det en ære at deltage i en regeringskommission, der skal finde løsninger på et alvorligt samfundsproblem. Men ingen misunder Jørgen Søndergaard, der har den tvivlsomme fornøjelse at være formand for Arbejdsmarkedskommissionen. Alle ved nemlig, at Jørgen Søndergaard og hans kommissionsmedlemmer er i fuld gang med at producere forslag, som både regering og opposition vil vende ryggen til.

At sige at Søndergaard & Co. skriver direkte til papirkurven vil være en overdrivelse, men længere end til reolhylderne når forslagene næppe.

Årsagen er, at dagsordenen for den økonomiske politik i Danmark har ændret sig dramatisk på kort tid – præcis som det er sket for verdens øvrige lande, som med chokerende kraft har mærket opbremsningen i økonomien.

Så sent som i efteråret 2008 proklamerede Danmarks daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen - som bliver ny generalsekretær i NATO - at den største udfordring for dansk økonomi var manglen på arbejdskraft. Han foreslog, at de politiske partier i fællesskab skulle gennemføre reformer, som kunne få flere danskere i arbejde. Et af midlerne skulle være en reform af dagpengesystemet, men i takt med at finanskrisen eskalerede, forsvandt opbakningen til hans reformforslag.

Ingen af de toneangivende partier ønskede at gennemføre upopulære reformer, når de kunne mærke, at flertallet af danskerne ikke længere oplevede manglen på arbejdskraft som det mest presserende problem, men tværtimod var begyndt at frygte for at blive arbejdsløse.

Resultatet blev derfor, at Anders Fogh Rasmussens dagsorden hurtigt faldt til jorden med et brag, og ingen har haft lyst til at samle den op fra jorden siden.

Løkke holder lav profil

Når den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen fokuserer på de mest akutte politiske udfordringer, nævner han heller ikke manglen på arbejdskraft.

Han ved, at langt de fleste danskere er optaget af, hvordan han navigerer nationen så sikkert gennem den globale krise som muligt. I rollen som finansminister har han før og efter årsskiftet været chefarkitekt for en række krisepakker, som i første omgang blev målrettet til den danske finans- og banksektor for at modvirke den frygtede finansieringsklemme, og dernæst har han udformet vækstpakker - og en skattereform - som skulle stimulere efterspørgslen og forbruget i samfundet.

Præcis som i andre lande har det globale tilbageslag ramt mange danske virksomheder så hårdt, at de har måttet afskedige medarbejdere i betydeligt omfang.

Eftersom arbejdsløsheden under højkonjunkturen gradvist er faldet til et historisk lavt niveau, håber Lars Løkke Rasmussen og regeringstoppen dog fortsat, at Danmark vil undgå at blive ramt af tidligere tiders massearbejdsløshed. Men han ved kun alt for godt, at frygten for at blive fyret lurer hos mange danskere, og derfor skal han ikke annoncere, at han ser manglen på arbejdskraft som det mest afgørende samfundsproblem.

Af samme grund har Arbejdsmarkedskommissionen i den grad timingen imod sig, når den skal præsentere sin samlede rapport med forslag til, hvordan man kan få danskerne til at arbejde mere.

Præsentationen af forslagene er berammet til at ske torsdag den 20. august, og et godt gæt er, at Lars Løkke Rasmussen sammen med de øvrige politiske ledere i Danmark vil takke for det grundige og vigtige analysearbejde – og derpå gemme forslagene af vejen til et tidspunkt, hvor det bliver politisk muligt at løfte dagsordenen.

Tidspunktet vil dels blive bestemt af, hvornår konjunkturerne for alvor vender, så frygten for arbejdsløshed aftager, og dels afhænge af, hvornår det skarpt opdelte parlament igen vil blive rammen om et samarbejdende folkestyre.

Her og nu præges dansk politik af et uforsonligt opgør mellem blå og rød blok – det vil sige VK-regeringen og Dansk Folkeparti overfor oppositionen – og det er uhyre svært at forestille sig, at der før næste valg vil være vilje til i fællesskab at gennemføre reformer.

Ensomme radikale

Indtil videre er det kun de små kriseramte midterpartier, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance, som råber på reformer. Den radikale leder, Margrethe Vestager, peger på den kendsgerning, at manglende reformer vil gøre det umuligt at besætte de titusinder af stillinger indenfor f.eks. sundhedsvæsenet, ældreplejen og folkeskolen, som bliver ledige i de kommende år, når de store ældreårgange går på pensionen.

I en kronik i Berlingske Tidende diagnosticerede hun for nylig det paradoks, som præger arbejdsmarkedet lige nu: Mens f.eks. ansatte i byggebranchen rammes hårdt af arbejdsløshed, er situationen modsat, når det kommer til lærere, læger, hjemmehjælpere, sygeplejersker og pædagoger: ”Her skriger arbejdsgiverne på arbejdskraft,” fastslog Margrethe Vestager. Hun beskrev derpå hverdagen på flere hospitaler, hvor man har måttet aflyse operationer på grund mangel på sygeplejersker, ligesom hun beskrev, hvordan flere kommuner har måttet opgive at besætte stillinger i ældreplejen.

Skruer vi tiden 10 år frem, vil manglen på sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, folkeskolelærere og læger blive alvorlig. Hver fjerde offentligt ansat går i løbet af de næste ti år på efterløn eller pension. Det gælder 22.000 folkeskolelærere, 11.000 pædagoger, 3.000 læger og 9.000 sygeplejersker.

Det Radikale Venstre ønsker at indfase efterlønsdelen af velfærdsforliget fra 2006 tidligere end planlagt, forkorte dagpengeperioden - kombineret med en mere målrettet indsats over for de ledige - og sikre bedre adgang for kvalificeret international arbejdskraft. Dertil kommer, at partiet vil gøre det nemmere for ledige og unge at kvalificere sig til jobs via styrket uddannelse.

Forslagene støttes af stort set hele den økonomiske sagkundskab, som advarer om, at regeringen ikke når målene i den 2015-plan, som rummer pejlemærkerne for en holdbar økonomisk kurs. Overvismand Peter Birch Sørensen fra Det Økonomiske Råd har advaret om, at hvis ikke regeringen når sine centrale mål i 2015-planen, kommer der et hul i statskassen, og det vil igen betyde, at politikerne vil være tvunget til at kræve højere skatter eller skære i de offentlige udgifter efter 2015.

Pointen er, at manglen på arbejdskraft ikke alene udløser svære rekrutteringsproblemer. Den vil også afstedkomme en dramatisk finansieringsmæssig udfordring. Som det ser ud i dag, mangler der 10 milliarder kroner om året for at opfylde målene i 2015-planen.

På den baggrund spørger Margrethe Vestager retorisk, om den danske politistyrke skal sløjfes, for det vil give godt otte milliarder. Man kunne også lukke alle skolefritidsordninger og folkebiblioteker, foreslår hun – det vil give 10,5 milliarder - eller fjerne kommunale specialskoler, børnehaver og tandpleje – hvilket vil give 10,8 milliarder.

Margrethe Vestager kender naturligvis svarene. Problemet for de Radikale er imidlertid, at hun ikke kommer ret langt ved at skose regeringen for manglende reformiver. Hendes egne alliancepartnere i oppositionen vil heller ikke være med til at støtte hendes reformforslag.

Fælles berøringsangst

Både den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt og SF-formanden Villy Søvndal fokuserer i disse måneder benhårdt på stigningen i arbejdsløshedstallene.

Traditionelt er danskerne søgt til Socialdemokratiet, når det handler om at skabe job, og S-ledelsen har derfor gjort det til en vigtig del af partiets strategi at anklage regeringen for at være passiv og gøre for lidt for at sikre arbejdspladser i den økonomiske krise.

Dels fordi partiets ledelse faktisk mener, at VK-regeringen alt for sent forstod alvoren i krisen og ikke har vedtaget tilstrækkeligt store pakker til at stimulere økonomien. Dels fordi S-ledelsen ved, at Lars Løkke Rasmussen og VK-regeringen vil være allermest sårbar, hvis arbejdsløsheden fortsætter med at stige markant henover efteråret.

S-ledelsen er naturligvis – præcis som regeringstoppen – klar over, at der om få år vil opstå massive problemer med at finde arbejdskraft, men den fokuserer udelukkende på den akutte arbejdsløshed, og det samme gør Socialistisk Folkeparti.

I Danmark får det politiske iagttagere til at spekulere i, at der kan opstå en alvorlig splittelse i oppositionen, hvis de Radikale står fast på reformkravene over for Socialdemokraterne og SF.

Men det reelle - og langt mere alvorlige - problem er, at det i både regering og opposition er svært at få øje på et politisk lederskab, som i tide tør adressere Jørgen Søndergaard og Arbejdsmarkedskommissionens dagsorden.

Eftersom problemerne ikke forsvinder, men blot vokser, betyder det, at politikerne kommer til at gribe til mere drastiske løsninger, når de en dag bliver tvunget til at reagere.

The views expressed are those of the author.