At arbejde i Nordisk Kulturfonds sekretariat
Nordisk Kulturfonds sekretariat ligger i København og har 5 ansatte fra hele Norden.
Nordisk Kulturfond har til opgave at fremme det kulturelle samarbejde mellem de nordiske lande Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, samt de selvstyrende områder Færøerne, Grønland og Åland. Fonden yder bidrag til eksempelvis konferencer, koncerter, turnéer, udstillinger og festivaler.
Som medarbejder i Nordisk Kulturfonds sekretariat har man en travl hverdag med at behandle ansøgninger fra dem der søger bidrag. Fælles for os alle er at vi maksimalt er ansat i 8 år.
Medarbejderne i Nordisk Kulturfonds sekretariat kommer fra alle de nordiske lande, og det er derfor vigtigt at nye medarbejdere bliver godt integreret. Medarbejderne får derfor tilbud om flere forskellige slags sociale aktiviteter. Aktiviteterne arrangeres fortrinsvis af medarbejderne selv, men støttes af organisationerne. Personalet har sin egen forening som varetager disse aktiviteter. Foreningen er fælles for medarbejderne ved sekretariaterne for Nordisk Ministerråd, Nordisk Råd og Nordisk Kulturfond. Aktiviteterne omfatter både kunst, mad, sport og musik.
Den faglige oplæring i jobbet får du af vores erfarne medarbejdere. Som nyansat ved Nordisk Kulturfonds sekretariat bliver du tilknyttet en kollega i den første tid du er her.
Personaleenheden ved Nordisk Ministerråds sekretariat tager hånd om ansættelse og andre personalerelaterede opgaver for Nordisk Kulturfond.
Du kan læse mere om Kulturfonden på http://www.nordiskkulturfond.org/
