Document Actions
This content is not available in your chosen language, we are displaying it in Danish.

Baltic Development Forum 'Grön och smart tillväxt'

Speaker: Halldór Ásgrímsson

Venue: Köpenhamn

Date: Sep 23, 2010

Mine damer og herrer.

Nordisk Ministerråd med det forhenværende svenske, nuværende danske og kommende finske formandskab prioriterer, at EU’s Østersøstrategi forbliver højt på den politiske dagsorden – og ikke mindst, at strategien udmønter sig i konkrete resultater og forbedringer for borgere og virksomheder i Norden og hele Østersøregionen.

Nordisk Ministerråd ser EU’s Østersøstrategi og tilhørende handlingsplan som en vigtig ramme for at gøre det nordlige Europa til ”Toppen af Europa” – ikke mindst i lyset af de yderligere muligheder som østersøstrategien giver os for at udnytte globaliseringens udfordringer.

Ministerrådet har understøttet samarbejde i østersøregionen i nu fire årtier. Det begyndte i 1971 med samarbejdet mellem de fem nordiske lande og Færøerne, Grønland og Åland.

Fra begyndelsen af nititallet har samarbejdet udviklet sig til også at inkludere en række aktører fra andre lande i østersøregionen. Dette er sket ikke mindst gennem aktiviteter søsat af Nordisk Ministerråds kontorer i Tallinn, Riga, Vilnius, St Petersborg og Kaliningrad.

I stigende grad involverer vores samarbejdsaktiviteter også partnere fra Tyskland og Polen.

Det er på denne baggrund indlysende, at Nordisk Ministerråd har spillet en aktiv rolle i forberedelsen af handlingsplanen for østersøstrategien – og også, at ministerrådet vil tage lederskab for en række projekter, og indgå som aktiv partner i andre projekter.

Desuden vil Nordisk Ministerråd medvirke aktivt til at understøtte en løbende dialog om videreudvikling af østersøstrategien.

I lyset af dette er ministerrådet medarrangør af seminaret i dag – og det er også grunden til at vi i samarbejde med EU vil tage lederskab for gennemførelsen af en session om Grøn Vækst ved den årlige konference om opfølgning på Østersøstrategien. I år finder denne konference sted i Tallinn den 14.-15. oktober.

Der er mange gode grunde til at Nordisk Ministerråd særligt prioritere grøn vækst både i det nordiske samarbejde og som en del af det bredere samarbejde i østersøregionen.

Senest har det danske formandskab for Nordisk Ministerråd i 2010 sat som målsætning, at man ”vil arbejde for, at der fastlægges en ny nordisk grøn erhvervsstrategi for de kommende år. Strategien skal være offensiv, så den styrker de nordiske virksomheders konkurrenceevne og udnytter de muligheder, som følger af klimaudfordringen”.
Man kan sige, at det startede i 2007, hvor de nordiske statsministre mødtes i den finske by Punkaharju – ikke langt fra Nordens naboer i Øst.

Dette møde resulterede i en stor ny fælles nordisk indsats for at møde de globale udfordringer. Hensigten med globaliseringsindsatsen har siden været at udvikle den nordiske model; øge konkurrencekraften; og profilere og synliggøre Norden som en foregangsregion.

Det nordiske Globaliseringsforum – der er og del af globaliseringsinitiativet og hvis centrale omdrejningspunkt er det årlige topmøde mellem de nordiske statsministre – har i år haft fokus på grøn vækst under dansk lederskab. Dette fokus stemmer godt overens med en række igangværende globaliseringsinitiativer. Lad mig nævne nogle af disse:

Den nordiske indsats for Topforskning indenfor klima, energi och miljø er med et budget på 400 Mio danske kroner den største fællesnordiske forskningsindsats nogensinde. De første projekter blev igangsat i foråret 2010 og de resterende projekter forventes igangsat i løbet af de kommende måneder. Der vil være en betydelig deltagelse af virksomheder i flere af projekterne.

De 6 programkomiteer for de forskellige delprogrammer i Topforsknings-initiativet samarbejder med ca. 100 nationale eksperter indenfor forskning og innovation. Denne ”pooling” af ekspertise indenfor forskning og innovation skaber helt nye muligheder for at Norden sammen kan løse centrale samfundsmæssige udfordringer. Selvfølgelig er der mulighed for at dette program kan udvides med deltagelse fra nye lande.

Et andet eksempel, hvor Norden gør en forskel indenfor grøn vækst udspringer af sidste års Globaliseringsforum, nemlig ”Green Valley of Europe”-initiativet. Dette initiativ sigter på at gøre Norden til en ledende region for udvikling, testning og anvendelse af bæredygtige transportløsninger. Initiativet sigter også på at udvikle Nordens grønne ”brand” på energiområdet.

Green Valley of Europe vil bidrage til udvikling af grøn nordisk industri. Således er der for eksempel nu påbegyndt en stor nordisk innovationsindsats for udvikling af energi- og CO2-neutralt byggeri.

Et tredje eksempel på hvordan Nordisk samarbejde allerede nu bidrager til at accelerere grøn vækst er Verdensudstillingen i Shanghai. Her er de nordiske lande gået sammen og skabt en mulighed for globalt at fremvise de nordiske landes unikke samarbejde om grønne systemløsninger, herunder evnen til at optage en større mængde vedvarende energi i el-systemet.

Senest har de nordiske statsministre ved Globaliseringsforum den 20. maj i Snekkersten sat yderligere skub i det nordiske samarbejde om grøn vækst. Det blev på mødet besluttet at nedsætte en task force, der skal kortlægge de specifikke nordiske styrkepositioner og konkrete områder, hvor nordisk samarbejde kan give merværdi indenfor grøn vækst. Denne task force skal også komme med konkrete anbefalinger til, hvordan grøn vækst kan blive et benchmark for det nordiske globaliseringsarbejde.

 

Statsministrene enedes også om at styrke det nordiske samarbejde på el-området. Statsministrene mener, at der findes potentiale for at videreudvikle det nordiske el-marked til fordel for forbrugere, klima og leverancesikkerhed.

Den danske energiminister vil nu, sammen med sine nordiske kolleger, formulere anbefalinger for etablering af et stærkt nordisk el-samarbejde, som kan håndtere den øgede mængde af vedvarende energi. Klima- og energiministrene vil rapportere herpå, når de nordiske statsministre mødes næste gang i november måned.

De nordiske statsministres betydelige støtte til dette grønne samarbejde er afgørende, både for at fastlægge retningen for globaliseringsinitiativet og for at give arbejdet legitimitet. Under de nuværende verdensøkonomiske forudsætninger er behovet for politisk sammenhold i Norden større en nogensinde. De nordiske regeringer kan gennem kraftfulde fælles indsatser udvide de nordiske hjemmemarkeder; øge vidensdeling; og styrke Nordens konkurrencekraft på lang sigt. Ikke mindst indenfor grøn teknologi findes der både store udfordringer og store muligheder for Norden og Europa.

Den kraftfulde nordiske indsats for grøn vækst vil Nordisk Ministerråd bringe ind i arbejdet med at realisere strategien for østersøregionen og den tilhørende handlingsplan.

Med EU 2020 strategien står det jo lysende klart at grøn vækst ikke kun er en top-prioritet for det nordiske samarbejde men også for EU-samarbejdet. Hvis de nordiske lande arbejder sammen kan vi bedre influere EU-samarbejdet.

Ministerrådet vil – også for så vidt angår grøn vækst – tilbyde sine erfaringer, netværk og viden til øvrige stakeholders involveret i østersøstrategien.
I øjeblikket overvejer vi således om Nordisk Ministerråd ville kunne bidrage til  implementeringen af for eksempel energieffektivitets-initiativet mellem EU og Rusland; samarbejdet om forbindelse af vindmøllefarme på havet; og/eller samarbejdet om fremme af bioenergi i østersøregionen.

Vi vil i de kommende måneder drøfte mulighederne for at inddrage nordisk ekspertise og nordiske virksomheder i sådanne projekter - både med EU Kommissionen og interesserede projektdeltagere.

Fremadrettet vil jeg også nævne, at når de nordiske erhvervsministre senere på året fremlægger sit nye samarbejdsprogram for perioden 2011-2013, forventes det at grøn vækst vil være særligt prioriteret. I så fald vil dette skabe nye muligheder for, at Norden kan styrke sit ”grønne engagement” i østersøstrategien.


Afslutningsvis vil jeg sige tak til Baltic Development Forum for at tage lederskab til at organisere dette seminar. Der kan ikke sås tvivl om den store betydning som Uffe Ellemann-Jensen og hans team i Baltic Development Forum har haft – og har – for udviklingen af samarbejdet i Østersøregionen. Dette gælder ikke mindst for virksomhederne i de nordiske lande – og deres evne til at vokse på markederne i nærområdet.

Østersøstrategien har måske nok hidtil været mest været en politisk proces. Men jeg vil gerne understrege at omdrejningspunktet i alle aktiviteter har været og er, at forbedre vilkår og udviklingsmuligheder for borgere og virksomheder.

Efter min mening er et af de foreløbigt vigtigste resultater af strategien, at den har styrket dialogen; forbundet tusindvis af aktører og skabt mange nye udviklingsmuligheder – i høj grad også for virksomheder.


Nogle gange har vi i processen savnet at høre ikke alene fra virksomhedsorganisationerne men også fra virksomhederne selv. Jeg vil derfor slutte af med en opfordring til virksomhederne, om at viderebringe os jeres ideer og forslag til hvad Nordisk Ministerråd og Østersøstrategien kunne gøre anderledes – eller bedre – for at realisere vores fælles målsætninger for bæredygtigt vækst og velfærd i regionen.


 

Contact

Kari Grønskar
Phone: +45 33 96 03 24