Document Actions
This content is not available in your chosen language, we are displaying it in Danish.

Katrín Júlíusdóttir (Main speech)

Date
Oct 28, 2009
Agenda item
10. Energy and climate
Speaker
Katrín Júlíusdóttir

Fru præsident. Herved fremlægger jeg til jeres godkendelse et nyt handlingsprogram for det nordiske energisamarbejde. Det nye energihandlingsprogram dækker perioden 2010-2013 og bygger videre på arbejdet med den forrige energihandlingsplan fra 2006-2009, som efter min mening har givet meget gode resultater.

Energihandlingsprogrammet skal bidrage til en stabil og sikker energiforsyning og bæredygtig vækst og velfærd for de nordiske landes borgere ved at søge nordiske løsninger på fælles problemstillinger og støtte forskning og udvikling af bæredygtige energisystemer for både tæt og tyndt befolkede områder. Arbejdet med harmoniseringen af det fællesnordiske elmarked er nået langt og skal fortsætte med samme styrke under det nye energihandlingsprogram.

Handlingsprogrammet har særligt fokus på de tyndt befolkede områder og de arktiske egne, som allerede mærker konsekvenserne af klimaforandringer. Arbejdet skal målrettes de særlige udfordringer, der her er knyttet til udviklingen af sikre og bæredygtige energisystemer.

I fokus står ligeledes udvikling af miljøvenlig transport, energieffektivisering, vedvarende energi og velfungerende energimarkeder. Kampen mod klimaforandringer og indsatsen for bæredygtig vækst og øget forsyningssikkerhed giver også nye muligheder for at realisere en mere langsigtet grøn vækststrategi, hvor udvikling af nye energieffektive teknologier kan blive en central drivkraft i jobskabelsen, konkurrenceevnen og eksportmulighederne. Ud over samarbejdet inden for forskning og udvikling tager handlingsprogrammet også hensyn til et samarbejde omkring branding af de nordiske lande udadtil. Den internationale dimension er central i det nordiske energisamarbejde. Gennem et aktivt nordisk samarbejde skal landene maksimere deres regionale indflydelse inden for EU og over for Nordens naboer i både øst og vest.

Derfor lægger vi inden for det nordiske energisamarbejde stor vægt på følgende ting, som vi skal arbejde intensivt på: Det første punkt er, at vi skal øge harmoniseringen af det nordiske elmarked. Det andet punkt er, at vi skal øge andelen af vedvarende energi i energisystemerne. Det tredje punkt er, at vi skal sikre en effektiv udnyttelse af energiressourcerne. Det fjerde punkt er, at vi skal bidrage til udviklingen af innovative energiteknologier. Det femte punkt er, at vi skal bidrage til udvikling af vedvarende energi i tyndt befolkede områder. Det sjette og sidste punkt er, at vi skal øge effektiviteten i og udvikle grønne drivmidler til transportsektoren.

Tak for opmærksomheden.