Thomas Jensen (Main speech)
- Date
- Oct 28, 2009
- Agenda item
- 10. Energy and climate
- Speaker
- Thomas Jensen
Fru præsident. Den Socialdemokratiske Gruppe har fremsat et medlemsforslag om, at Nordisk Ministerråd bør tage initiativ til at oprette en database med en fællesnordisk oversigt over forskning og satsninger inden for miljø og energi.
For at imødekomme de globale demografiske udfordringer, som vi står over for i de nordiske lande, bør Norden øge takten i omstillingen til vidensamfund. En fortsat økonomisk vækst er forudsætningen for at beholde og udvikle de velfærdssamfund, som er opbygget gennem tid. Forskning og udvikling er en stærk drivkraft i den omstilling til vidensamfund, som nu sker. Under industrialiseringen var – og det er den fortsat – den frie bevægelse af arbejdskraft, kapital og varer en vigtig forudsætning. I den globale vidensøkonomi er den fri bevægelse af kundskab en forudsætning for et lands eller en regions udvikling. Det er derfor vitalt, at vi i de nordiske lande kan skabe verdensledende miljøer, som kan tiltrække personer og virksomheder.
Topforskningsinitiativet er et af de vigtigste og største programmer, som er sat i gang inden for det nordiske samarbejde. Det er derfor væsentligt, at den viden og kompetence, som opbygges inden for programmet, gøres tilgængelig for brugere i civilsamfundet. Små og mellemstore virksomheder har i mangt og meget ikke samme ressourcer og kompetencer til at tilegne sig forskningsverdenens resultater. Begrebet open access er en publiceringsform, hvor forskere gør deres publikationer frit tilgængelige for læsere på internettet. Hovedargumentet er, at det gør forskningen mere tilgængelig og muliggør, at flere kan drage nytte af den.
Også inden for EU er man opmærksom på betydningen af at sprede viden og kundskab. I formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i marts 2008 blev det fremført, at hvis EU skal blive en endnu mere moderne og konkurrencedygtig økonomi, må medlemslandene og EU fjerne hindringer for fri bevægelse af viden ved at skabe en såkaldt femte frihed for forskere. Den bygger bl.a. på en bedre og mere åben adgang til viden og innovation.
De nordiske miljøministre udtalte ved deres møde i slutningen af maj 2009, at Norden bør styrke sin rolle som global foregangsregion, når det gælder klimavenlige teknologier. Der er et stort behov for klimavenlige teknologier, for samtidig med at vi skal sikre en global økonomisk vækst, er det altafgørende, at vi reducerer udslippet af CO2 ganske radikalt.
Udvalget mener, at det er et godt eksempel på, at spredning af forskningsresultater, f.eks. inden for topforskningsinitiativet, kan være med til at skabe øget vækst. Derfor mener udvalget, at topforskningsprogrammet på denne måde skal styrkes og gøres endnu mere relevant gennem en spredning af forskningsresultater og -viden til centrale interessenter. Udvalget mener, at der på nordisk plan bør sættes gang i et pilotprojekt for at skabe fri adgang til forskningsresultater, så Norden kan være en foregangsregion i EU og på globalt plan.
Et fuldskalaprojekt, der udvikler modeller for videnspredning bør derfor initieres som en del af topforskningsinitiativet. Udvalget mener, at forslagets oprindelige idé om at skabe en kompetencebank inden for energi og miljø bør spredes til også at gælde for et arbejde for spredning inden for viden på et mere generelt plan. Topforskningsinitiativets første fase retter sig mod miljø- og energiforskning og er derfor en udmærket case til at skabe et eksperimentarium for udvikling af nye værktøjer, begreber og løsninger med et nordisk fokus på den femte frihed.
Til slut skal jeg sige, at Næringsudvalget derfor foreslår, at Nordisk Råd rekommanderer Nordisk Ministerråd, at et fuldskalaprojekt, som udvikler modeller for videre spredning af forskningsresultater i EU/EØS, bør initieres som en del af topforskningsinitiativet for at skabe fri adgang til forskningsresultater, hvor Norden kan være en foregangsregion inden for EU/EØS. Tak.
