Bente Dahl (Main speech)
- Date
- Oct 28, 2009
- Agenda item
- 11. Debate on closer Nordic co-operation in foreign and defence policies
- Speaker
- Bente Dahl
Tak for det, præsident. Er Hviderusland ikke vældig langt væk fra Norden? Svaret er, at Hviderusland er vor nabo. Svaret er, at vi skal bekymre os om vore naboer, at vi skal kommunikere og have dialog.
Jeg vil støtte præsidiets forslag om at udbygge et sted, hvor vi kan mødes, hvorfra Norden kan være katalysator for Hvideruslands forbindelser med os og med andre, og hvorfra vi kan befordre dialog og støtte demokratiudviklingen. Der har allerede fundet et omfattende forarbejde og arbejde sted blandt både græsrødder og politikere i Minsk. Det er i samarbejde med dem, der har kontakt med os – vore naboer, græsrødder, politikere og andre i Minsk – at vi bør bygge videre på vore kontakter. Vi må fundere vore relationer. Et kontor vil give vore relationer en mulighed for at udvikles.
Præsidiets forslag om at udbygge eksisterende relationer er et godt forslag. Jeg vil påpege, at jeg og andre har peget på finansiering af et nordisk informationskontor i Minsk, så vi ikke øger vore udgifter i Nordisk Råd. Der er fundet penge ved omprioriteringer.
Jeg vil meget anbefale Nordisk Råd at stemme for præsidiets forslag. Vi har brug for hinanden, vi har brug for vore naboer, og vi må fremme vore kontakter. Tak.
