Document Actions
This content is not available in your chosen language, we are displaying it in Danish.

Palle Christiansen (Answers to questions)

Date
Oct 29, 2009
Agenda item
12. Question time with the Ministers for Co-operation
Speaker
Palle Christiansen

Jeg vil gerne sige tak til Line Barfod for spørgsmålet. Som jeg også snakkede med de andre samarbejdsministre om, mener vi godt, at man i fremtiden, selv om det drejer sig om udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål, kan have de selvstyrende landes udenrigsministre med til selve møderne. Men når der bliver meldt noget officielt ud, og så længe man er i et rigsfællesskab, er det selvfølgelig den danske udenrigsminister, som er den, der melder ud på vegne af rigsfællesskabet.

Med hensyn til overvågning af miljø og sikkerhed i Arktis generelt har vi fra Grønlands side også deltaget i Vestnordisk Råds regi i lang tid. Vi var med på den konference, der var i Thorshavn, hvor man netop sørgede for, at alle lande omkring Nordatlanten kunne indgå i et samlet beredskab. Som alle ved, har vi større og større mængder af turister, der kommer med krydstogtskibe, og mange af dem, der kommer derop, er ikke sikret til sejlads i Arktis, og mange af dem har en størrelse, der gør, at den grønlandske søredningstjeneste, som i øjeblikket består af to Sikorsky S-61-helikoptere, umuligt kan evakuere 3.000 passagerer fra et synkende skib. At skulle landsætte så mange passagerer vil tage så lang tid, at det kun vil være et spørgsmål om tid, før der vil komme en katastrofe.

Det, som vi så gør, er, at vi selvfølgelig råber vagt i gevær i alle de fora, vi kan, og det vil vi fortsat gøre fremadrettet. Vi prøver fra grønlandsk side at få vedtaget nogle regler og love, der gør, at f.eks. sådanne skibe skal have en stedkendt mand om bord, en lods, som kender farvandene. En anden mulighed er, at de sejler to og to, således at hvis der sker havari på det ene skib, kan de komme over på det andet med det samme. Vi underkender heller ikke, at investeringer i det her område er ekstremt dyre, og lige nu har vi alligevel formået at få en finanslov i hus, som er i balance, selv om der er finanskrise. Så store investeringer i infrastruktur ligger ikke lige om hjørnet hos os.