Hanne Agersnap (Main speech)

Hr. præsident, tak. Selvom Norden er en af de mest ligestillede regioner i verden, er der alligevel ikke ligestilling i Norden. Vi er derfor i medborgerudvalget meget opmærksomme på, at ligestillingsområdet stadig skal være stærkt prioriteret i det nordiske samarbejde.

Selv om Norden indtager en førerposition på ligestillingsområdet, må vi ikke bare læne os selvtilfredse tilbage og hvile på laurbærrene, tværtimod skal vi bestandigt arbejde på at gøre det endnu bedre. Bl.a. skal vi huske på, at formel ligestilling i lovgivningen ikke nødvendigvis skaber reel ligestilling i samfundet. Derfor er det vigtigt, at vi sætter os nye fælles mål, og ikke mindst, at vi får dem indfriet.

Ligestillingsforhold er vigtige ude i verden, men også i vores egen lille verden i Nordisk Råd og Nordisk Minsterråd. Der er det sådan, at ligestillingen skal prioriteres ved at integrere køns- og ligestillingsperspektiver i de enkelte fagministerråd og i Nordisk Ministerråd. De enkelte fagministerråd skal afholde seminarer og konferencer, som belyser de relevante køns- og ligestillingsproblematikker.

Nordisk Ministerråds Sekretariat skal arbejde for at være en god arbejdsplads, der giver kvinder og mænd samme muligheder for avancement, udvikling og god balance mellem familie- og arbejdsliv. Der er f.eks. indført individuelle kompetenceudviklingsplaner, lønstatistikker, nultolerance for sexchikane og en opmærksomhed på kønsfordelingen blandt medarbejderne. Det er alt i alt positive tiltag, som afspejler nogle af de mål, man også bør arbejde hen imod på arbejdsmarkedet generelt i de enkelte nordiske lande.

Som det fremgår af ligestillingsredegørelsen, går det fremad med at få en ligelig kønsrepræsentation i de nordiske ministerråd, men man skal dog være opmærksom på, at der i Nordisk Ministerråds Sekretariat er en stærk overrepræsentation af kvinder blandt sekretærerne og en overrepræsentation af mænd i chefstillingerne. Det er en skævvridning, der fortsat skal arbejdes på at rette op.

I ligestillingsredegørelsen er der også udadrettede projekter. Der har været fem projekter – alle interessante – men der er særlig to, jeg lige vil give en kommentar til. Det ene er om barselorloven, hvor det ofte undervurderes, hvor stor betydning en ligelig fordeling af barselorloven har for ligestillingen på arbejdsmarkedet og i hjemmet. I Danmark, hvor jeg kommer fra, har fædrene i gennemsnit 22 dages barselorlov, og mødrene tager i gennemsnit 275 dage. Mødrenes lange fravær fra arbejdsmarkedet i forhold til fædrenes kommer derved til at påvirke deres løn, avancementsmuligheder og pension.

Omvendt kan det også betyde, at det senere hen kommer til at påvirke fædrenes rettigheder, hvad angår forældremyndigheden over børn i tilfælde af skilsmisse. Det er et emne, det er vigtigt at der fortsat arbejdes med, og der er mål at se i de andre nordiske lande, hvor vi kunne blive inspireret.

Det andet punkt, der har været arbejdet med, er forskelsbehandlingen, der starter allerede i vuggestuen, børnehaven og folkeskolen. Det er vigtigt, at vi udvider ligestillingstanken til også at gælde lighed mellem drenge og piger, så vi undgår, at kommende generationer viderefører de velkendte kønsroller og ligestillingsproblematikker. Det var de to punkter, jeg ville fremdrage.