Document Actions
This content is not available in your chosen language, we are displaying it in Danish.

Bente Dahl (Main speech)

Date
Oct 29, 2009
Agenda item
14. Research and Education
Speaker
Bente Dahl

Præsident. Kultur- og Uddannelsesudvalget har arbejdet med spørgsmålet om at kunne bevare og viderelevere de små håndværksfag. Fagområdet har arbejdet med det i 25 år eller mere. Der er lavet undersøgelse på undersøgelse, der siger det samme, nemlig at der endnu er stor viden af udøverne på området, og at denne viden bør gives videre til de næste generationer, som det er sket i hundredvis af år før os. På grund af industrialismens – i øvrigt gode – indtog har vi ikke brug for så mange udøvere af de gamle håndværk som tidligere. Men vi og vore samfund kan dog ikke undvære denne genbank af viden og kunnen.

Norden, som har et befolkningsgrundlag på ca. 25 millioner, har et tilstrækkeligt befolkningsgrundlag til både at opretholde en god uddannelse og et godt erhverv for udøverne af de små håndværk.

Den seneste undersøgelse, der er lavet, nemlig ”Spor i Norden”, har dels kortlagt hvilke håndværk, vi taler om, dels undersøgt behovet for tiltag samt fremkommet med en række anbefalinger.

Jeg vil kraftigt anbefale, Kultur- og Uddannelsesudvalget vil kraftigt anbefale, at Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd følger ”Spor i Norden”s anbefalinger. Det er dem, vi har skrevet ind i det udvalgsforslag, der ligger på bordet. Det er nemlig dem, vi taler om.

Det er vigtigt og vel nærmest sidste udkald, hvis vi ønsker at videregive de gamle håndværk til vore efterkommere – denne genbank af viden. De gamle kulturhåndværk er en del af den immaterielle kulturarv. UNESCO har lavet en konvention om den immaterielle kulturarv, som de fleste nordiske lande har ratificeret. Det er vist kun Danmark, der endnu ikke har, men jeg har den danske kulturministers ord, som svar på et af mine § 20-spørgsmål, på, at vi ratificerer den her i efteråret.

Den immaterielle kulturarv skal bevares på lige fod med den materielle. Viden og kunnen er en arv, der skal sikres på lige fod med bygninger og anden kulturarv. Vore samfund kan ikke undvære den viden. Derfor håber jeg meget, at Nordisk Råd kan stemme for forslaget.