Høgni Hoydal (Reply)
- Date
- Oct 27, 2009
- Agenda item
- 5. Nordic Summit
- Speaker
- Høgni Hoydal
Fru præsident. Ja, nu kommer jeg fra Færøerne, men er med i den danske delegation. Mit spørgsmål gælder Nordatlanten, EU og Islands ansøgning om EU-medlemskab. Som jeg ser det, står Norden og EU igen ved en korsvej. Hidtil har hele Nordatlanten, hele Arktis, jo stået uden for EU, men interessen for Arktis og Nordatlanten øges jo med klimaændringer osv., og det burde jo styrke det nordiske samarbejde til om ikke en nordisk union, som Gunnar Wetterberg siger, så måske en nordatlantisk union. Det synes jeg i hvert fald.
Men nu har Island jo først været igennem en krise. Det var jo muligheden for den nordiske lakmustest, at de nordiske lande gik sammen om en løsning for Island. Det gjorde man ikke, man gik sammen med EU og IMF, som efter min mening vil sætte pres på den nordiske velfærdsmodel. Og nu har Island så ansøgt om EU-medlemskab, og derfor vil jeg gerne høre, om statsministeren som repræsentant for Sverige, men også som EU’s formand, kan fortælle, om der findes en strategi i EU, som støttes af Sverige, om, at EU skal udvides til også at omfatte Arktis og Nordatlanten. Det vil sige, at Islands ansøgning skal ekspederes med velvilje, så man også får Norge med og måske senere Færøerne og Grønland – og dermed hele Arktis og Nordatlanten – med i EU. Findes der sådan en strategi, eller debatteres det i Ministerrådet i EU?
