Lars Løkke Rasmussen (Main speech)

Vi står jo i Norden over for store udfordringer, som kræver effektive og koordinerede svar, både nationalt, nordisk og europæisk. Det gælder vejen ud af den økonomiske krise, det gælder vores konkurrenceposition efter krisen. Her skal vi stå distancen over for de store asiatiske økonomier, der stormer frem med positive vækstrater trods krisen. Det er en stor udfordring; det er en udfordring, vi deler med Europa og med USA.

Det gælder i høj grad klimadagsordenen. Her har vi en stærk nordisk tradition for ambitiøse mål og effektive løsninger, og her er både det nordiske og det europæiske samarbejde centrale rammer for vores handlekraft. Jeg vil koncentrere mig om klimaudfordringen, som naturligvis optager mig meget lige nu, hvor klimatopmødet i København er meget tæt på, men som jo også illustrerer betydningen af både det nordiske og det europæiske samarbejde.

Men tillad mig lige først et par mere overordnede betragtninger om Norden og EU. Jeg synes jo ikke, det er svært at se fordelene ved et tæt nordisk samarbejde i EU-regi. Vi nordiske lande er knyttet sammen af et kulturelt fællesskab; vi ser spontant ens på mange ting; vi kan gå sammen om løsninger baseret på vores fælles værdier. Vi er jo ikke alle medlemmer af EU, og det skaber i sagens natur ulige vilkår, når vi ser på de formelle samarbejdsstrukturer. Men så må vi jo i stedet fokusere på det uformelle samarbejde på de områder, hvor der er grundlag for det. På den måde udnytter vi i virkeligheden også vores absolut stærkeste kort, nemlig det hurtige og smidige samspil, hvor vi på forhånd er enige om meget.

EU’s Østersøstrategi er et aktuelt og konkret eksempel på, hvordan Norden skaber merværdi i europæisk kontekst. Det er positivt, at Nordisk Ministerråd spiller en så central rolle i implementeringen af strategien. Østersøstrategien er også et eksempel på, at de nordiske lande med succes har presset på for at skabe et grønt indhold, så det leder mig passende hen på det, der egentlig var tænkt som hovedfokus i det, jeg ville sige, nemlig klima- og energipolitik som et område, hvor både Norden og EU spiller nøgleroller.

De nordiske lande har jo påtaget sig nogle af de mest ambitiøse mål for drivhusgasreduktion og udbygning af vedvarende energi i verden, og det er jo ikke mindst efter politisk pres fra de nordiske lande, at klimaudfordringen er kommet øverst på den politiske dagsorden i EU. Det er et fælles nordisk pres, som vi fortsat skal udøve. Klimatopmødet i København om omkring 6 uger er Danmarks største udenrigspolitiske satsning i nyere tid, og vi er nu nået frem til slutspurten i det omfattende arbejde.

Det betyder, at vi nu har sat fuld turbo på for at nå i mål. Klimadiplomatiet er intensiveret på alle niveauer. Selv har jeg i den seneste tid talt med mange stats- og regeringschefer, og klimaspørgsmålet var også et af hovedtemaerne, da de nordiske statsministre mødtes i går. Det er mit klare indtryk, at der blandt verdens ledere er et stærkt ønske om at få en ny politisk bindende klimaaftale i København – en bindende politisk aftale, der virker fra første dag; en politisk aftale, der er ambitiøs; en politisk aftale, som verdens ledere giver hinanden håndslag på at vi hver for sig går hjem og sørger for straks implementeres. At nå så langt kræver aktiv involvering af stats- og regeringschefer. Startskuddet lød ved FN-generalsekretærens særlige klimatopmøde i New York, og fra dansk side agter vi – jeg agter selv at gøre det – at sætte os i spidsen for det videre forløb.

Jeg vil gerne benytte lejligheden her til at takke for jeres opbakning og jeres bidrag til dette arbejde. De øvrige nordiske lande er blandt vores absolut vigtigste allierede i bestræbelserne på at opnå en ambitiøs global klimaaftale. Og som det jo også blev afdækket af det udmærkede spørgsmål, som hr. Henrik Dam Kristensen stillede min svenske kollega for et øjeblik siden, så ser vi i den nordiske statsministerkreds jo også ret ens på den udfordring, vi står over for.

Arbejdet frem mod klimatopmødet har bekræftet mig i, at der står stor respekt om vores nordiske lande, at vi kan gøre en forskel for verden, at der er stor international interesse for det, man kunne kalde vores grønne spidskompetencer. I virkeligheden kan man jo sige, at danske og nordiske styrker inden for energiteknologi var stærkt medvirkende til, at Danmark overhovedet blev tildelt værtskabet for klimatopmødet, og at vi altså nu er få uger fra en situation, hvor Norden direkte har et afgørende ansvar både i forhold til det danske formandskab for selve konferencen og det svenske formandskab i EU, som er af central vigtighed.

Det illustrerer jo mere end megen teori, at EU og det nordiske samarbejde går hånd i hånd. Det er af stor betydning, at vi i ugerne frem mod København nu sætter den nordiske stemme stærkt igennem. Den første chance opstår jo i virkeligheden, når vi diskuterer EU på torsdag, hvor Det Europæiske Råd holder møde, og hvor det er uhyre vigtigt, at vi efter det europæiske topmøde præsenterer ambitiøse og konkrete positioner vedrørende klimafinansiering. Tak for ordet, fru præsident.