Document Actions
This content is not available in your chosen language, we are displaying it in Danish.

Lars Løkke Rasmussen (Main speech)

Date
Oct 27, 2009
Agenda item
6. Nordic Council of Ministers' Programme 2010
Speaker
Lars Løkke Rasmussen

Mange tak for det. Norden er bundet sammen af fælles værdier, sprogfællesskaber og ikke mindst omfattende kontakter folk imellem. Det er jo det, der gør os til en stærk region i EU, som vi lige har diskuteret – i hvert fald i princippet og i forhold til verden. Meget af det, som vi er fælles om, er jo ting, vi tager for givet, som borgerne tager for givet – f.eks. det, at vi kan rejse mellem landene uden pas, at man kan tage en uddannelse i et andet nordisk land – men det betyder noget for den enkelte i vores lande. Det skal jo være en ambition, at vores samarbejde skal blive endnu tættere, og rettesnoren må være, at vi fokuserer på områder, hvor det nordiske samarbejde skaber merværdi til gavn for borgerne.

 

Vi har udformet et program for Danmarks formandskab i Nordisk Ministerråd 2010 med titlen ”Norden i fremdrift”. Hovedsigtet er at understøtte, styrke og udbygge den allerede igangsatte nordiske globaliseringsindsats. Programmet er opdelt i tre kapitler: ”Norden i verden”, ”Norden i Norden” og ”Norden i fart”. Vi fokuserer på fire tværgående emner: globalisering, den økonomiske krise, bæredygtighed og ligestilling.

 

For det første er der overskriften ”Norden i verden”, hvor der fokuseres på Norden som global aktør. Det er vigtigt, at det nordiske samarbejde bidrager til at fremme vores mærkesager i Europa og i verden. Norden skal være en resultatsøgende og resultatskabende region med international gennemslagskraft, og jeg vil i den forbindelse gerne fremhæve nogle få områder, hvor jeg ser en stærk rolle for Norden.

 

En stærk mærkesag er jo klima og miljø, som står højt på dagsordenen. Vi arbejder for en ambitiøs aftale i København, og et tæt samarbejde om opfølgning og implementering af resultatet for København vil være oplagt. Sagen er jo ikke løst alene med en aftale i København, og Norden skal fortsat udgøre en drivkraft i de internationale klimaforhandlinger. Herudover er det fælles Norden en stærk stemme i FN. Vi vil bl.a. arbejde for vedtagelsen af en global FN-kviksølvskonvention til effektiv nedbringelse af de globale kviksølvudslip. Og endelig er de nordiske lande kendt for unikt design, filmkunst, litteratur. Internationalt kæmper vi jo om opmærksomheden med mange andre regioner. Danmark vil arbejde for en tættere fælles branding af Norden, hvor det bl.a. er relevant, hvad vi gør med fællesnordiske arrangementer på Verdensudstillingen Expo 2010 i Shanghai.

 

For det andet er der overskriften ”Norden i Norden”, som handler om det interne samarbejde i Norden. Vi ønsker, at det skal være endnu nemmere at være borger, at det skal være endnu nemmere at være virksomhed i Norden. Borgere og virksomheder skal kunne drage fuld nytte af Nordens geografiske, holdningsmæssige og kulturelle fællesskab. Personer, varer, ideer og forskning skal flyde frit over vores grænser, og derfor vil vi fortsætte det vigtige arbejde med at fjerne grænsehindringer i Norden. Danmark vil arbejde for en fornyelse af og en tilpasning af mandatet for grænsehindringsforummet, når det udløber til næste år i 2010. Det nordiske samarbejde skal bidrage til at håndtere konsekvenserne af den økonomiske krise, samtidig med at vi fremtidssikrer og styrker grundlaget for fremgang i Norden. Krisen har jo forandret verden, og vi må forberede os på den nye virkelighed, som møder os. Vi vil arbejde for, at der fastlægges en ny, nordisk grøn erhvervsstrategi for de kommende år. Strategien skal styrke de nordiske virksomheders konkurrenceevne og udnytte de fordele, som vi har i Norden på bl.a. miljøteknologiområdet. Vi skal også gøre mere for at sikre et fleksibelt arbejdsmarked med høj beskæftigelse og ligestilling. Det gælder også i yderområderne, i randområderne, som rammes måske ekstra hårdt af den økonomiske krise.

 

Et flagskib i den nordiske globaliseringsindsats er jo topforskningsinitiativet, som bl.a. skal bidrage til at udvikle og fremme bæredygtige energi- og klimaløsninger i Norden med et budget på omkring 400 millioner danske kroner. Og samarbejde på tværs af grænserne skal skabe synergi mellem de nationale udviklingsprogrammer. Initiativet bidrager konkret og synligt til, at Norden bliver en ledende region inden for klima og inden for energi.

 

Kernen i de nordiske velfærdssamfund er uddannelse. På uddannelses- og forskningsområdet har vi et godt nordisk samarbejde. Det kan styrkes yderligere, det skal styrkes yderligere. Nordiske uddannelser skal fortsat være i verdensklassen. Derfor ønsker vi at fokusere på talentudvikling i grundskolen, fællesnordiske masteruddannelser af høj kvalitet, livslang læring, gensidig godkendelse af uddannelser i Norden, øget forskermobilitet samt et tættere forskningssamarbejde.

 

For det tredje har vi i formandskabsprogrammet sat et tema under overskriften ”Norden i fart”. Danmark ønsker, at ministermøderne i højere grad bliver politisk fokuseret. Det betyder bl.a. afholdelse af færre møder i Ministerrådene. Herudover ønsker vi også, at budgettet i Nordisk Ministerråd inden for de eksisterende rammer i endnu højere grad prioriteres i forhold til globaliseringsstrategien. Så det handler altså om at fokusere yderligere på at effektivisere arbejdsformen i Nordisk Ministerråd.

 

Under de tre overskrifter ønsker Danmark at påtage sig et ambitiøst formandskab, så kære kolleger og parlamentarikere, jeg vil gerne afslutte med her at takke vores venner fra Island for et godt, velplanlagt og spændende formandskab i 2009. Det er jo ikke udtømt endnu, men det nærmer sig. Stor tak for det, jeg glæder mig til at fortsætte det gode nordiske samarbejde i 2010. Tak for ordet.