Ned til hundene. Roman, 2008

Vil du gerne findes?

Vil Bente findes? Spørgsmålet slutter Helle Helles fjerde roman, Ned til hundene (2008) og vender som romanens titel flere veje – hvad vil det sige at findes, at finde sig selv og at blive fundet? Romanen begynder ved et busstoppested på en landevej i provinsen. Det er sådan et sted, som Helle Helle med stadig større indføling skriver frem i renset, dialogisk prosa. Her sidder så Bente på bænken, med rullekuffert, fnugruller og en uhåndterlig croissant, udstoppet med hønsesalat. Hun er kommet til finis terrae – et standsested, hvorfra der er ganske få forbindelseslinier videre. Her kan man lige så godt blive. Og da Bente bliver fundet af John og Putte, viser det sig at være godt, for en tid. At spise ristet toast og småkager og kigge over på øen og måske gerne ville leje skuret derovre. Måske kun, for hjørnesofaen er også god.

Efter en tid får vi glimtvis indsigt i, hvad Bente her forladt – sin skriveblokering, sin depression, sit parcelhus med tæpper for vinduerne og sin ufærdige forhave med visne stauder, og sin mand, lægen Bjørnvig, der er så god til at fryse vorter. Sit liv, som gradvist er standset, hvor intet er hendes og hvor hun er holdt op med at findes. Og vi får små indblik i John og Puttes historie. De sidder jo ellers bare der, med deres piskesmæld, som det hedder. Enhver skade har sin egen historie. Og enhver kan komme til at længes efter at gå i hundene. Eller mindre dramatisk at blive væk eller bare at blive siddende i hjørnesofaen. I al almindelighed.

Der er uhyre kvaliteter i Helle Helles roman om, at blive væk og findes. En af dem er at dette at tabe centrum og drivkraft i livet beskrives så direkte, med lige dele stilfærdighed og nødvendighed, uden dramatisk længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. En anden er fremstillingen af gæstfriheden, som også er så direkte, at man må søge efter forklaringer på den. En tredje er udstedernes liv, som når man ser nøje efter går fra stilstand til livlighed. Hvor menneskers kommen og gåen registreres som mønstre af liv inden for en ganske lille spilleflade: indkøb på cykel, en tur ud til hundene for at fodre, et svip hen til Elly. Og som ganske små, men signifikante katastrofer: en nisse bliver væk, en cykel vælter i vinden, to hunde slipper ud. Endnu en kvalitet er Helle Helles fremragende og fuldkomment prosaiske dialog, der videregiver hverdagstalens betydningsløse gestus, som i al enkelhed ’bare’ fastholder os i et sprog med hinanden. I en slags medfølelse. Med megen humor og umådelige blottelser.

Forbindelsen mellem romanens historie og måden historien fortælles på, er enkel. Det er enkelheden, der kalder på forklaring og som samtidig ryster forklaringer af sig. Nogle ting er måske meget enkle, også dette at findes og at blive fundet. På samme måde som en gradvis sammenfletning af ens egen historie med de liv man møder, sker umærkeligt, indtil man opdager at der ikke er noget, som bare er ens eget. På dén vis fortsætter Helle Helle en tradition fra Herman Bang for at fortælle om stille eksistenser eller om eksistensens stilhed. Derfor vil man ind imellem partout finde metaforerne, man roder og regerer, men det er ikke til at få ved. Vist er der hunde i romanen, men ikke noget hundsk over livet og ingen højlydt råben om at gå i hundene. Hundene skal have mad og motion. Man skal ud til dem eller hen til dem eller ned til dem, men det er ikke til ’at gå i dem’. Den enkle bevægelse det er at komme ud til nogen, hen til nogen, ind til nogen drejer sker med diskret omsorg, det gælder om at passe på. Sådan er romanens sprogbillede også. Omsorgsfuldt. Og det kan være vanskeligt både at praktisere og forstå. Den påmindelse får Bente et sted i romanen: Man kan ikke bare træde ind i nogens liv, uden at overveje, hvorfor de lukker en ind.

”Vil du gerne findes?” ”Det ved jeg ikke, om jeg vil, vil jeg nok egentlig sige”, konkluderer romanen. Puttes spørgsmål ved romanens slutning er distinkt. Det overhovedet mest distinkte stykke sprog i Ned til hundene. Spørgsmålet kaster udenom enhver symbolik et ekko tilbage gennem romanen. Hvad vil det egentlig sige, at findes og at blive fundet? Det ved vi nok egentlig ikke. Men Helle Helles rendyrkede prosa hjælper på det.

Ned til hundene er Helle Helles fjerde roman og en raffineret rendyrkning af den prosakunst, som forfatteren har udviklet gennem forfatterskabets noveller og andre romaner. Den er på mange måder hinsides den minimalisme, som forfatteren ellers forbindes med. Prosaen er stiliseret, både helt ren og fyldt af daglige slagger, den holder læsningen i ånde og fortolkningstrangen i ave og åbner for et studie i sprogets gestiske menneskelighed.

Marianne Ping Huang