Blysfarir.

Digte.

(Forlaget JPV útgáfa 2007.)

(Fackeltåg. Svensk oversættelse, John Swedenmark.)

Sigurbjörg Þrastardóttir (f. 1973) debuterede i 1999 med digtsamlingen Blálogaland og har siden skrevet indenfor forskellige genrer og udgivet tre digtsamlinger, en roman, samt nogle monologer for teater. Hendes nyeste bog er et udvalg af digte på engelsk, How to bleed straight (oversættelse av Bernard Schudder, JPV útgáfa 2008). Hun har modtaget forskellige priser for sine værker; blandt andet Tómas Guðmundsson litteraturprisen (Reykjavik stads litteraturpris) for romanen Sólar saga 2002 og Boghandlernes pris for den bedste digtsamling i 2001 for Hnattflug.

Fakkeltog skiller sig på mange måder fra Sigurbjörg Þrastardóttirs øvrige digtsamlinger, Blálogaland (1999), Hnattflug (2001) og Túlipanafallhlífar (2003). Her er der tale om en påtrængende digtcyklus på 140 sider der beskriver et farligt og dødsdømt kærlighedsforhold mellem to unge mennesker. Det er kvindens ”jeg” som optræder i teksten, vi oplever historien som tegner sig op i digterne ud fra hendes synsvinkel, ud fra hendes følelser, hendes selvbedrag og illusioner. Hendes elskede er narkoman der gør alt for at vedholde sin rus, eller ”at jaga en vit drake” (en metafor man brugte før i Kina for opium rygning men henviser nu til rygning af forskellige narkotika) og for kvinden bliver det ”jobbigt att slåss mot draken” (100).

Fakkeltog handler om afhængighed; ikke kun afhængighed af narkotika og den rus som dragens aske medfører i kroppen, men også den psykologisk afhængighed af et andet menneske, af sex og kærlighed, længe efter at begge dele er så godt som forsvundet ud av forholdet: ”märkligt hur sexet kan glömmas bort” (31, 38). Koblinger imellem sex og narkotika er et gennemgående motiv i teksten; manden nyder at suge den hvide røg, kvinden suger hans penis men hendes egen nydelse er der ikke tale om (7, 8). Det er helt klart at stoffet som den elskede suger ned i sine lunger gør stærkere indtryk på ham en sexlivet; det trænger sig dybere ind i hans krop og sjæl end kvindens kærlighed kan.

Kvindens pinlige selvbedrageri er afsløret igen og igen; hun har lovet at hun ikke vil forsøge at kurere den elskede (12, 43) men i stedet ser hun ud til at være parat til at deltage i alle hans nedture og elendighed og flirter i og med selv med dragen i begyndelsen (14). Kun efter en et lang periode av lidelse og fravær af lidenskab er hun parat til at se sandheden i øjnene, at denne kærlighedshistorie ikke er det eventyr hun har ønsket sig.

Digternes miljø er Tyskland og Island; på den ene side den kosmopolitiske Berlin og på den anden side islandsk natur, en hytte ude på landet, hav og jøkler. Kvinden er islandsk og manden (formodentlig) tysk og deres to forskellige verdner har tit svært ved at forenes. Hun henviser til islandske sager og bruger gerne udtryk som han ikke forstår; imens henvisninger til film kan dække erfaringer de begge kan forstå. Det er dog Biblen som udformer digternes største henvisningsramme og her er der tale om ofre og opstandelses motiver. Kvinden ser ud til at være parat til at ofre sig for manden, hun ser sig faktisk i frelserens rolle og tror måske på sine egner til at fremføre mirakler:

som om han var hitskickad
som om jag förväntades skriva en psalm och
mätta dom femtusen
som om allting bara var
köttöverflöd och helt rätt (11)

Vi kan læse Fakkeltog som kvindens psalm om afhænginghedens hårde vilkår; om lysten til at opleve et lidelsesfuldt eventyr med en prins, prinsesse og en drage, men i dette eventyr foretrækker prinsen dragen overfor prinsessen og hun må erkende over for sig selv at det betyder ikke noget at vende om på virkeligheden (141).

Sigurbjörg Þrastardóttirs digtcyklus er skrevet i et rådt, ubarmhjertigt sprog, hun falder ikke i den fælde at maskere det farlige og sørgelige ”med ylande poesi” (42). Digtene fremstiller en skånselsløs afsløring af mennesker sem farer vild i sin egen hjemmelavede labyrinth. I en artikel som udkommer snart i det islandske tidskrift Skírnir hævder litteraturforskeren Guðni Elísson at Fakkeltog er den mest imponerende beskrivelse af et destruktivt kærlighedsforhold i islandsk samtidslitteratur siden Steinunn Sigurðardóttirs roman, Tímaþjófurinn (Tidsrøveren) udkom i 1986 (nomineret til Nordisk Råd litteraturpris i 1989).

Soffía Auður Birgisdóttir