Röta (2007).

Oversat til svensk af Anna Mattsson.

Digtsamling.

Færøsk originaltitel: Rot.

Tóroddur Poulsen er en af Færøernes væsentligste og mest produktive digtere. Siden debuten i 1984 er det blevet til over tyve digtsamlinger, og Tóroddur Poulsen indstilles med ”Röta” for fjerde gang til Nordisk Råds Litteraturpris.

Tóroddur Poulsens digtning er enkel og underfundig, men kræver ikke desto mindre en opmærksom læser. Karakteristisk er det let legende livtag med kunstens og tilværelsens både klassiske problemstillinger og uforståeligt påtrængende trivialiteter. Stilen er bevidst underspillet, det smertelige udløser ingen patos, men undersøges i et overrumplende sprogligt spil, hvor tilspidsede og tilsyneladende modstridende formuleringer åbner op for nye iagttagelser og indsigter. Det paradoksale er dermed en gennemgående sproglig figur, det fine og følsomme er uadskilleligt fra det anarkistiske, det mildt sarkastiske uadskilleligt fra smerten og det prosaiske uadskilleligt fra det sublime. Digtene lukkes ikke omkring en forståelse eller en erkendelse, men standser kun foreløbigt som led i en endeløs række iagttagelser. De er ”standsninger” (titlen på dansk udgivelse i 1998), dvs. livet gøres op, men livet indfanges ikke.

Digtsamlingen ”Rot” begynder med ordet ”sömnen” og slutter med ordet ”vakan”. Drømme og mareridt har derfor deres naturlige plads i flere af digtene, men som noget på samme tid skræmmende og eftertragtet, for vågentilstanden kan være værre end mareridtet, eller som der står i det sidste digt: ”en vid fjäder i vinden/skrev de här orden/medan jag/gömde mig för vakan”. Vi er tydeligvis med digteren i den digteriske proces, med i omskabelsen af erfaringer til kunst, og med i den forsøgsvise erkendelse af, at angsten for livet (og dermed også angsten for tilintetgørelsen, jf. digtsamlingens titel) i det kunstneriske udtryk kan overvejes og beherskes: ”att leva är ätt måla/mannen under/sängen med/månen/ i munnen/så/att han aldrig/ mer längter/efter/att gömma sig/för jorden”. At iagttage forfaldet bliver dermed også et anliggende i digtene, den snigende tilintetgørelse overvejes igen og igen, men med stoisk ro og et glimt i øjet: ”lidandet/ligger inte i blodet/… lidandet ska smaka gott/skuret i smala strimlor/som bokstäver/i en liten bön/som man inte kan sätta i halsen/eller missförstå som kultur”. I dette skjuler sig også en poetik, digtningen skal ikke kun handle om det smukke og forførende, men om livet i dets brogede, ubegribelige, snavsede mangfoldighed.

Det er således de store spørgsmål i tilværelsen, klassiske temaer fra både litteratur og billedkunst, der tages op til overvejelse, men hverken sprog eller indhold i digtene bliver af den grund højstemt eller abstrakt. Vi er nede blandt menneskene og tingene, virkeligheden ses i nærbillede, og tonen er på samme tid øm og sarkastisk. Et af samlingens første digte er henvendt til noget så åndløst og hverdagsagtigt som en asfalteret vej og indledes med: ”kära väg…”. Vejen er en hyppigt anvendt metafor i litteraturen (livets vej osv.), men hos Tóroddur Poulsen er den også konkret, og asfalten har sit eget sprog. Der er på den ene side noget af Robert Frosts ”The Road Not Taken” over digtet, dvs. en erkendelse af, at det ene valg betinger det næste, at vi er determinerede, og at livets vej derfor egentlig kun vælges den ene gang og måske endda ikke af os selv, men samtidig er vejen helt konkret sin egen, med bremselængder og rundkørsler (der uundgåeligt også læses metaforisk) og små huller, som især små børn fascineres af. Asfalten, ligesom regnen, blæsten, ja vejret i det hele taget, er også en del af os, en del af vores åndelige bagage. Det er ikke os, der tager verden i besiddelse, men snarere omvendt, verden er påtrængende på samme måde som mennesker er forlangende: ”jorden är en sann hjälte/att den står ut med oss” står der f.eks. i begyndelsen af et digt, men senere tilføjes: ”slipsen misbrukar halsen”.

De afsluttende digte minder om en bøn eller et brev til en fortrolig og begynder alle med en direkte henvendelse til vejret: ”kära väder”. De indeholder samme blanding af det venlige og det vrantne og den samme underfundige ironi i erkendelsen af det uafvendelige som ovennævnte digt til vejen. Tóroddur Poulsen har udnyttet den lille og uhørlige forskel på ordet vej og vejr på færøsk. Ordene har samme udtale, der er kun de lydløse bogstaver ”g” og ”ð” til forskel (”vegur” og ”veður”), og der hentydes eksplicit til dette i det ene digt, hvorfor der også trækkes en forbindelseslinje mellem vejen og vejret: ”kära väder/en stund till sittar jag i mitt kött/innan jag skal vidare längs den här halvgamla gatan…”.

Foruden at være digter har Tóroddur Poulsen i de senere år også været særdeles produktiv billedkunstner, og han står selv for udsmykningen i sine udgivelser, der som regel indeholder et udvalg af hans tegninger eller litografier. Denne beskæftigelse med billedkunsten kan aflæses i flere af hans digte, der appellerer til det billeddannende i læseren, og hvor f.eks. ordet ”se” gentages og indleder flere af digtene. I forbindelse med en udstilling af hans værker på Kunstmuseet i Tønder udkom tidligere i år en ret udførlig præsentation af hans billedkunst med titlen ”Stensætninger” (Kunstmuseet i Tønder og Museum Sønderjylland, 2008).

Bergur Djurhuus Hansen