Ursula Andkjær Olsen
Ursula Andkjær Olsen, nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.
- Photographer
- Marianne Grøndahl/Gyldendal
Kun bølgeslaget gør havet til at tale med. Havet er en scene.
Digte.
Gyldendal 2008.
”Havet er en scene” er Ursula Andkjær Olsens (født 1970) femte digtsamling. Og der tegner sig allerede nu et betydeligt forfatterskab på den baggrund. Vi bevæger os langt over det løfterige og udmærkede, vi er ganske enkelt i mesterklassen i moderne nordisk lyrik.
Hendes digtsamling er uhyre kontrastfuld – ”som lysets dobbeltnatur: halvt bølge, halvt partikel, jeg åbner døren.”
Sådan skriver hun et sted – og de sidste tre ord åbner det faktuelle og magiske i de første sætninger med både kraft og ubesværethed.
En digtsamling på over 200 store sider – men på en måde også en antologi, et amfibium i bogform: revy, stand-up-filosofi, fuld af humor og tænksomhed, men også lysende med en egen inderlig, centrallyrisk hvisken:
”Dit liv er i mine hænder. Det er derfor jeg
ikke kan holde dem stille.”
og
”Mennesket er træer, for hvem det ikke er
lykkedes at slå rod. Træer for hvem det
endnu ikke er lykkedes?”
og senere i bogen
”Lyn er bare træer, som slår
alt for hurtigt rod, som har
urimelige fødder løbende ned ad himlen –”
Samtidig er hun i besiddelse af en vital satirisk skarphed:
”Før omgav magten sig med skønhed. Nu skal den selv være smuk, ellers får den ingen stemmer.”
og
”Hvad ved jeg om mig? En varulv!
Halvt ulv halvt
vare: altid sat på udsalg i deres system.”
Hendes filosofiske underfundighed, som ind imellem kan få én til at tænke på både Gunnar Ekelöf og Inger Christensen, kan pludselig – helikoptersnart – udtrykke sig sådan:
”Forrådnelse er hverken en
systemfejl eller en børnesygdom ved verden, så lad
være med at kalde det mæslinger.
Det er bare
et andet system, der tager over, som
led i et større forsøg på
sameksistens.”
Der er noget af en prædikant i Ursula Andkjær Olsen, en profet på stylter, overgiven og hengiven – lige til det øjeblik hun styrter – for straks derefter at spadsere meget frit videre. Hun er simpelthen eminent til at gå - og musikalsk rytme er jo også en gangart – hun ånder så at sige med fødder.
Man skal bruge et meget stort net for at fange denne bog ind. Og to af hendes kerneord kan holde nettet udspændt: ordene nærsynethed og udlængsel – så udstrakt er havet – og havets scene: ”Kun bølgeslaget gør havet til at tale med.”
Sven Holm, januar 2009.
