I havets hjerte.

Roman.

Oversat til dansk af Jette Hoydal.

Færøsk originaltitel: Í havsins hjarta (2007).

Gunnar Hoydal er født i 1941, uddannet arkitekt og som forfatter en af Færøernes fineste stilister. Han udgav sin første novellesamling i 1982, og siden er det blevet til en digtsamling, tre romaner, to monografier om færøske kunstnere udover en lang række artikler, essays, oversættelser, sangtekster til musicals og bidrag til antologier. To gange før har Gunnar Hoydal været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, i 1989 og 1993.

Et tilbagevendende tema i hans forfatterskab er forholdet mellem de små øer i nordatlanten og den store verden. Afskeden, rejsen, hjemlængslen og ankomsten er derfor gennemgående motiver. Styrken i beskrivelserne ligger bl.a. i personskildringerne, der er ømme og nænsomme. Der er en let forsigtighed, en tentativ elegance, over stilen, som er Gunnar Hoydals egen.

“I havets hjerte” er en kalejdoskopisk roman om illusioner og realiteter i en politisk brydningstid over godt og vel 100 år af Færøernes historie. På overfladen en politisk roman, men også en roman om identitet, eksistens og isolation. Det er først og fremmest mennesker, romanen handler om. Fortællerens danske oldefar ankommer i slutningen af 1800-tallet til Færøerne som ung præst med sin hustru og deres lille nyfødte. Den unge præst er til at begynde med idealistisk og bevæbnet med en velmenende, alfaderlig kolonialisme: “...om der skulle ligge et katolsk mørke tilbage, så kan man vel kaste lys over det og få det væk med oplysning og nutidens viden... kunne få tændt lys i dette mørke...”, og med æstetiserende adjektiver forsøger han i sine breve at gøre sig fortrolig med det nye land og gøre det til sit projekt. Men realiteterne undergraver hans forestillinger om “The White Man’s Burden”, og hustruen, Marie, besidder sin egen stærke vilje til trods for de sjælelige svagheder, der så let synes at få overtaget i den nordatlantiske isolation.

Hundrede år senere drømmer den unge præsts efterkommere om at få rystet den ydre såvel som den indre kolonisering af sig. Men derimellem ligger en historie om overmod og tilbageslag, drømme, utopier og afsavn. Stilen veksler mellem det nøgterne og det billedrige, fx da fortælleren som lille dreng er på vej hjem til Færøerne efter verdenskrigens slutning og fem års total adskillelse fra øerne. I et hav fuldt af miner, ombord på et skib fuldt af længsel og politiske drømme tales der om det forjættede land, om bomber, fugle, hav og grønne fjelde. Fortid og nutid væves gang på gang sammen, så øerne ude i havet også kommer til at afspejle verdens svingende puls i det 20. århundrede.

Romanen er imidlertid en nøgleroman, idet persongalleriet er Gunnar Hoydals egen slægt, og jeg-fortælleren en fiktiv udgave af forfatteren selv. Men det er ikke en selvbiografisk roman, for jeg-fortælleren er ikke hovedperson, og det drejer sig ikke om en enkelt persons udvikling. Det er fiktion om virkelige hændelser, og fortællerinstansen er en art selvfiktion. Igennem sproget formidles begivenhederne, men stedvis formidler sproget også sin egen og fiktionens tilblivelse, fx i skildringen af den danske mormors store succes med at udgive romaner med stof fra Færøerne, eller da fortælleren i en art imitation af en postkolonial læsning lader den unge præsts historie om en farlig sejlads i lille robåd blive modsagt og latterliggjort af de lokale øboere en aften i røgstuen.

Blandt de spørgsmål, fortælleren stiller sig selv, er: “hvad er hjem” og “slutter den store rejse nogensinde?” Rastløsheden er - som i forfatterskabet i øvrigt - et gennemgående motiv, men med udgangspunkt i fine, forsigtige personskildringer anskues tilhørsforholdet til Færøerne og det politiske engagement som en uundgåelig skæbne. Nord for Færøerne mødes sydgående kolde havstrømme med nordgående varme strømme, hvilket ifølge oceanograferne er “havets pumpe” eller “havets hjerte”. Det forklarer titlen og anliggendet.

Af Bergur Djurhuus Hansen