Sisältöä ei ole saatavilla valitsemallasi kielellä, joten se näytetään kielellä Danish.

Nordiske øer mangler iværksætterstrategier

25.02.17 | Uutinen
Fiskerhavn på Island
Photographer
Yadid Levy / Norden.org
Iværksætterne vrimler frem i de store nordiske byer, og det skaber arbejdspladser og vækst, men udenfor byerne ser det helt anderledes ud. På Bornholm, Gotland og Island er der godt gang i entreprenørskabsundervisningen, men med en bedre struktureret og samlet indsats vil man kunne få udnytte potentialet på øen bedre. Det viser en ny analyse fra Nordisk Ministerråd og Fonden for Entreprenørskab, som har kortlagt situationen på syv nordiske øer.

På Bornholm er befolkningens gennemsnitsalder stigende – der er flere ældre og færre unge. Mange af de unge flytter også fra øen for at få en videregående uddannelse, og for få vender tilbage. Det skyldes bl.a. mangel på jobmuligheder, og det er et problem, hvis man ønsker at sikre velfærd og vækst.

Arbejdsmarked i forandring

I Island er der generelt lav arbejdsløshed og et højt uddannelsesniveau i befolkningen, men der er også en ungdomsarbejdsløshed på 16 procent, og Island er ligesom mange andre nordiske lande udfordret af et globalt arbejdsmarked i forandring.

På Gotland er der lav arbejdsløshed, uddannelsesniveauet er højt, og øen er fyldt med ressourcestærke mennesker. Udfordringen er, at befolkningens gennemsnitsalder er stigende, der er flere ældre og færre unge, og samtidig oplever Gotland, at mange unge flytter fra øen efter endt uddannelse.

Färsk rapport

Hvis man vil vende udviklingen, er en del af løsningen at sætte ind tidligt med uddannelse i entreprenørskab. Derfor har Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Nordisk Ministerråd kortlagt udbredelsen af entreprenørskabsundervisning på syv udvalgte øer i Norden. Resultatet kan ses i rapporten Nordic Entrepreneurship Islands, der også har set på potentialet i at give små legater til unge, som vil starte egen virksomhed.

- Innovation og entreprenørskab er ikke kun forbeholdt de store byer, men bør i høj grad også eksistere i mindre lokalsamfund, hvor omstændighederne nødvendiggør nytænkning og kreativitet for at bevare uddannelse, jobs og vækst. Nordic Entrepreneurship Islands er et interessant perspektiv i den aktuelle debat i de nordiske lande om, hvordan vi fremmer vækst, uddannelse og beskæftigelse i de tyndtbefolkede områder, siger Anders Geertsen, afdelingschef for Kundskab og Velfærd, Nordisk Ministerråd.

Entreprenørskab kan være vækstmotor

Arbejdsmarkedet forandrer sig, og det gør kravene til uddannelser og unges kompetencer også. Unge skal lære at tænke innovativt, se muligheder og omsætte ideer til handling, hvis vi ønsker at få innovative medarbejdere og iværksættere. Netop disse kompetencer er entreprenørskabsundervisning med til at fostre.

Innovation og entreprenørskab er ikke kun forbeholdt de store byer, men bør i høj grad også eksistere i mindre lokalsamfund

 

- Det kræver relativt få midler at integrere entreprenørskab i undervisningen gennem hele uddannelsessystemet og støtte opstart af studerendes iværksættervirksomheder. På den måde kan man skabe nye arbejdspladser, som vil få en positiv indvirkning på væksten. Det afgørende er dog, at de unge skal møde entreprenørskab allerede, mens de går i skole, hvis øsamfundet skal have gavn af udviklingen, siger Christian Vintergaard, adm. direktør, Fonden for Entreprenørskab.

 

Fakta:

Fonden for Entreprenørskab og Nordisk Ministerråd står bag Nordic Entrepreneurship Islands. Projektet har kortlagt udbredelsen af entreprenørskabsundervisning på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser på syv udvalgte øer i Norden. De syv øer er Andøy (Norge), Pargas (Finland), Bornholm (Danmark), Gotland (Sverige), Færøerne, Grønland og Island.

Der er udformet en femårig prognose for hver af de syv øer i analysen. Prognosen viser, hvordan fremtiden kan se ud, hvis øerne indfører entreprenørskabsundervisning og mikrofinansiering til studerende, som ønsker at starte egen virksomhed. Se alle de konkrete anbefalinger i rapportens executive summary.